Hvorfor skal man kæmpe for at påvise prostatakræft?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det gør ondt at læse Hans Jørgen Junckers indlæg om prostatakræft i JP 4/1. Hvordan han blev afvist i det danske sundhedsvæsen og måtte tage til Spanien for en MR-scanning og videre undersøgelser, inden han kunne blive opereret i Danmark.

Min mand fik prostatakræft. Det blev opdaget for sent, fordi hans symptomer ”kun” var stærke smerter i ryggen og stor træthed. Den viden får de lægestuderende faktisk på uddannelsen, at stærke smerter i ryggen og stor træthed er, når prostatakræft har bredt sig.

Men da min mand gik til egen læge første gang i 2013 med smerter øverst i ryggen, var PSA-tallet kun fire, så lægen nævnte intet om kræft. Min mand blev ikke sendt til scanning. Smerterne forsvandt.

Da han fik så ondt i ryggen i julen 2016, at han i flere dage kun kunne sove i en lænestol, fik han af en anden læge i samme praksis at vide, at rygsmerterne ville gå over, og at han kunne gå til kiropraktor. Han kontaktede egen læge flere gange og fik samme besked.

Fem måneder senere kunne han kun cykle 200 meter, og en tredje læge i samme praksis tog en høfeberprøve, som han måtte vente svar på i seks uger pga. lægens ferie.

Sidst i juli sendte en fjerde læge i samme praksis min mand i kræftpakken, fordi PSA-tallet var over 500 – dvs. tegn på, at kræften havde bredt sig. Scanning viste, at kræften havde bredt sig. Vi spurgte, hvor lang tid han havde tilbage. Halvandet til tre år, svarede lægen. Han levede i fire år takket være meget dyr medicin.

Det sidste år måtte jeg også tage mig af min mor, der havde været udsat for omsorgssvigt i Aarhus, samtidig med at min mand i Herning blev mere og mere dårlig. Da begge var døde, fik jeg brystkræft. Der er ikke evidens for, at stress giver brystkræft, men når ens immunforsvar er i bund, som mit var, vil jeg ikke afskrive årsagen til min brystkræft. Jeg faldt om efter at have pendlet mellem de to, og min mand kom på hospice.

Da min mand kom i kemo sammen med tre andre par på AUH, hørte jeg en prostatakræftramt mand spørge, hvorfor hans prostatakræft først blev opdaget nu. Sygeplejersken svarede: »Vi venter, til det er for sent, for ellers vil mange få deres sexliv ødelagt af antihormon-medicinen.«

Mit råd er at gå til læge i tide og insistere på at blive ordentligt undersøgt, dvs. PSA-blodprøve, avanceret gentest og MR-scannning af prostata. Samt PET CT-scanning af resten af kroppen, hvis der er smerter. Betal eventuelt selv en privat urolog.

En ven, dengang førende kræftstatistiker i Belgien, rådede straks min mand til at tage til udlandet, men min mand troede på de danske læger, og han var for træt til at rejse.