Vi er ikke alle syge – men vores sprog er

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Psykiske diagnoser er rykket fra lærebøgerne og direkte ind i munden som sproglig fastfood – hurtigt, letkøbt og uden næring.

»Jeg er depri«, »han er helt skizo« eller »haha, det er bare min ocd«. Det er eksempler på helt almindelige måder at udtrykke sig på, som var diagnoserne humørikoner.

Hvilket ord kan beskrive, at man en sen søndag aften farvekoordinerer sit klædeskab, eller man i ensomhed spiser en plade chokolade i sengen med gardinerne rullet for.

Ja, her bliver ocd et smart ord for ordenssans, og depression en hurtig betegnelse for at være nedtrykt. Det gælder ikke kun tidligere nævnte sygdomme, som vi anvender til at beskrive en livssituation. Også anoreksi, angst, psykopati eller bipolar affektiv lidelse er blevet nemme forklaringsmodeller på både egen og andres adfærd.

Når psykiske diagnoser bliver allemandseje, så negligerer vi dem og risikerer, at dem, der reelt lider, ikke bliver taget alvorligt. Det er helt forventeligt, at når folk hører forklaringer om specifikke symptomer af en diagnose, så lyder det: »Sådan har jeg også haft det« eller »det er meget almindeligt«. Ja, det bliver almindeligt, fordi vi gør det almindeligt!

Det bliver helt sikkert noget, alle vil have stående i deres sundhedsjournal, når man skaber en kausalitet mellem egen adfærd og en psykisk lidelse og slutvis selvdiagnosticerer. Så kan man pludselig have både det ene og det andet.

Det ville være det samme, hvis man slår et symptom op på en somatisk lidelse, f.eks. røde knopper, så har man både røde hunde, psoriasis og nældefeber.

Men de diagnoser går vi jo ikke og kaster om os med, når vi ser det på os selv eller andre. Vi siger ikke, når andre har haft det, »det har jeg også haft«, hvis vi ikke har været i behandling for det.

Anderledes er det, når vi kalder hinanden plaget af stress, unge synger topkunsternes sang ”Bipolar” eller udpeger en influencer til at have anoreksi pga. vægttab. Igen – så bliver og forbliver det helt almindeligt!

Det er noget, vi alle har og ser hos andre. De psykiske lidelser bliver fællesklenodiet og udvisker fuldstændig deres oprindelige betydning.

Vi er ikke psykiatere. Vi kan ikke stille diagnoser.

Og vi kan slet ikke gennemskue andres mulige diagnoser via en Google-søgning eller et TikTok-klip – eller blot en halv vind af begrænset viden til et entydigt svar, der giver os forklaring på andres adfærd.

Det ville jo være forkasteligt, hvis vi på baggrund af symptomsammenligning hos egen mormor og venindes faster fastslog kræft som det klare svar. Så hvorfor gøre det med psykiske sygdomme?

Psykiske lidelser er ikke et øjebliksbillede. De går ikke over af en varm kop kaffe, en god nattesøvn eller en hel dag som serierytter. Psykiske diagnoser som ocd, skizofreni og depression er meget alvorlige og pinefulde sygdomme, der ikke blot følger en i ét moment. Diagnosernes korrekte anvendelse kobles til komplekse vurderinger, klare kriterier og et længerevarende symptombillede, fastlagt i ICD-11, der klassificerer sygdomme og dermed bestemmer, om en person opfylder kravene til den gældende diagnose.

Det er min klare overbevisning, at når vi reducerer psykiske lidelser til jokes, metaforer og hurtige forklaringsmetoder på almindelig adfærd og reaktioner, afslører det ikke indsigt – men uvidenhed. Og måske er det netop det, der bør give anledning til eftertanke, før næste diagnose forlader vores munde.