Det var ugudeligt, Mette Frederiksen
Statsministeren skal ikke møve sig foran Gud, for han findes, længe efter at hun ikke sidder på posten.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En statsminister er med til at sætte standarden og værdierne i sit land med sin nytårstale. Derfor er jeg skuffet og nervøs efter Mette Frederiksens åbenlyst ugudelige nytårstale. Mette Frederiksen sagde: »Når demokrati og religion støder sammen, så er det Gud, der har vigepligt.«
At du tør, Mette Frederiksen! At fortælle Gud, at han har vigepligt … Er det ikke arrogant, selv for en statsminister? Du er tit blevet anklaget for magtfuldkommenhed, men det her er mere end det … du taler ned til Gud. Det svarer til at sige, at hvis »tyngdeloven og demokratiet støder sammen, så har tyngdeloven vigepligt«. Eller hvis »sandhed og demokrati støder sammen, så har sandheden vigepligt«.
Mette Frederiksen – lad ikke magten stige dig til hovedet. Gud er Gud, og han er langt større end både dig og mig, og han bliver siddende, længe efter at du ikke længere er statsminister.