Fri mig for slang: Det danske sprog skal fordanskes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi er for alvor begyndt at tale om åndelig oprustning, og det håber jeg, at vi vil gøre endnu mere i 2026.

Mange har samtidig delt deres nytårsforsætter for det kommende år, og hvis jeg skal fremhæve ét ønske i forlængelse af debatten om åndelig oprustning, er det dette: Vi er nødt til at fordanske det danske sprog, så det også fremover forbliver – og i stigende grad bliver – dansk frem for noget andet.

Jeg er ikke født i Danmark. Jeg er vokset op i det, man ofte betegner som et belastet socialt boligområde, hvor langt størstedelen af os børn og unge havde en anden etnisk baggrund end dansk. En sådan sammensætning kan have både fordele og ulemper, men en af de største ulemper ved at vokse op i den type miljø er sproget.

Det danske sprog, man lærer, bliver ofte gebrokkent, fyldt med slang og låneord fra andre sprog.

Over tid bliver det omtalt som »gadens sprog« – et sprog, der forbindes med bestemte områder og miljøer, som typisk er overrepræsenteret af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk.

Også i det religiøse islamiske miljø, jeg tidligere var en del af, var mit danske sprog mangelfuldt. Mit ordforråd var begrænset, men det var tilstrækkeligt inden for det miljø. Der blev ikke stillet krav om sproglig præcision eller nuancer, fordi det ikke var nødvendigt.

Efter jeg forlod det ekstremistiske miljø, har mit danske sprog udviklet sig markant.

Min accent er stort set forsvundet, og mit ordforråd er blevet langt bredere. I dag skriver jeg debatindlæg flere gange om måneden og har selv skrevet min kommende bog.

Alligevel har jeg ofte siddet med en følelse af frustration over, at mit dansk ikke rækker længere, end det burde. Jeg har boet her længe nok og har været igennem det danske skolesystem. Der er reelt ingen undskyldning.

Når jeg i dag møder unge med anden etnisk baggrund, lægger jeg særligt mærke til deres sprog og ordforråd. Og jeg har endnu ikke taget fejl af følgende observation: Når en ung taler et klart, præcist og nuanceret dansk, hænger det næsten altid sammen med dannelse, struktur og et liv i nogenlunde balance.

Det er netop derfor, sproget er afgørende for dannelse – og for det, vi i dag kalder åndelig oprustning.

For mig handler åndelig oprustning om erkendelsen af, at vi mangler noget immaterielt. Noget, vi ikke kan tage og føle på, men som vi tydeligt kan høre og se manglen på i det offentlige rum og i det danske samfundsbillede.

Vi har brug for et reelt opgør med udviklingen i det danske sprog. Vi skal fordanske det danske sprog. Det betyder, at vi bør være langt mere tilbageholdende med konstant at indføre slang og ikkedanske ord i sproget og i ordbøgerne.

Det danske sprog er noget af det mest danske, vi har. Og vi kan ikke tale seriøst om åndelig oprustning uden samtidig at insistere på at bevare og styrke sproget som en bærende del af vores fælles kultur.

Samtidig er dette et opråb til dem, der arbejder med dannelse og integration i områder med mange borgere med anden etnisk baggrund end dansk: Sæt sproget i centrum.

Et stærkt dansk sprog giver unge et afgørende redskab til både personlig dannelse og reel deltagelse i det store danske fællesskab. Det former også den måde, samfundet møder og vurderer dem på.

Ind med det danske danske sprog – og ud med det udanske. Argumentet om, at sociale medier uundgåeligt har udvandet sproget, køber jeg ikke. Med samme logik kan vi acceptere enhver forandring ukritisk med henvisning til, at »verden har ændret sig«.

Åndelig oprustning begynder derfor helt grundlæggende med sproget. Med at vi tager ansvar for at fordanske det danske sprog.