Det kan godt være, at nogen i medierne syntes, at det bare var sjov – men en løgn er en løgn
Pytteriet af JP-historien om de opskruede seertal til programmet "Tirsdagsanalysen" siger noget om den afgrund, der er mellem medieverdenen og vi andres virkelighed.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jyllands-Postens afsløring af, at Mogensen & Kristiansen i “Tirsdagsanalysen” på TV 2 gang på gang har løjet om programmets seertal, som hævdedes at være ca. to millioner, men som kun er 155.000, er ikke i sig selv verdens største journalistiske historie. Lad os endelig slå det fast med syvtommersøm.
Men historien – og ikke mindst mediernes egen reaktion herpå – siger nok alligevel noget væsentligt om den osteklokke, fjernt fra virkeligheden, som mange medier befinder sig i.
Forsvaret for løgnen er, at seerne selvfølgelig har forstået, at der var tale om en joke. Så nok var det løgn, men det var morsomt og gennemskueligt for enhver, må man forstå. Man ser for sig, hvordan de 155.000 seere vrider sig af grin, når Mogensen gang på gang og i strid med sandheden med alvorstung mine oplyser, at udsendelsen har to millioner seere.
“Sagen” blev efterfølgende taget op i “Presselogen”, hvor de medvirkende repræsentanter for andre medier også så det som en åbenbar joke og derfor fandt JP’s dækning »latterlig«.
JP henviste lidt spagfærdigt til »flere henvendelser fra læsere«, og i en artikel den 30.12.2025 forfølger JP dette spor. Her udtaler en navngiven »tidligere topchef« sig stærkt kritisk over for løgnen, som han på ingen måde havde forstået som en joke.
Historien afslører det, der længe har stået klart, men som manifesterer sig så tydeligt i denne mikro-sag. Altså, at der ofte er en bekymrende, men afgrundsdyb afstand mellem mediernes verden og læsernes/seernes.
Vi ser det i en række sammenhænge. Som her, hvor de kloge hoveder i osteklokken for åben skærm hygger sig med interne og indforståede drillerier uden at forstå det, vi andre almindelige seere finder indlysende, altså at oplysninger i et faktabaseret, politisk magasin tages for pålydende, medmindre oplysningerne varedeklareres som satire – eller medmindre det er den 1. april.
Bundlinjen er, at medier uden troværdighed er et alvorligt demokratisk problem, og håbet er derfor, at vi i fremtiden ser både en større grad af selvransagelse hos medierne og en opgradering af den kritiske journalistik.