Piben er et tilflugtsrum fra den moderne, pulserende verden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse dage forestiller jeg mig, at mange kigger tilbage på de sidste 12 måneder med en mæthedsfornemmelse. Det gør jeg i hvert fald selv. En følelse, der bedst udtrykkes lidt kantet med: “Hold kæft, hvor er der sket meget!”

Men når jeg ser ud over det forgangne år, så er det nærmere en fornemmelse, der er ved at være stamgæst.

At dette år ikke har været en enhjørning, men at mæthedsfornemmelsen i vores tid synes at være et vilkår. Tiden tager ikke blot sig selv, men tager til. Den accelererer, for at bruge sociologen Hartmut Rosas begreb.

Man fristes dog til at spørge – som jeg snakkede med min kloge svigerfar om forleden – om der virkelig sker mere i samtiden, end der har gjort tidligere, eller om vi blot bliver udsat for mere information? Jeg fristes til at sige, at der ikke nødvendigvis sker mere, men at vi af ren og skær eksponering bliver udsat for så meget information, at det halve kunne være nok. Én ting er i hvert fald sikkert: Eksplosionen af massekommunikationsmedier giver os i hvert fald ikke mindre på tallerkenen at fordøje.

Det kan derfor også være uhyre svært, når man skeler tilbage på året, der gik, at vælge, hvad man bør lægge vægt på eller dvæle ved. Der er titusinde ting, man kan tage op, og ethvert valg er – som konsekvens af det at vælge – jo netop også et fravalg.

En nyhed fra det forgangne år, jeg fandt spændende – og som de fleste formentligt synes er mærkeligt, jeg bringer op – er nyheden om Lars Løkkes skift fra cigaretter tilbage til sin trofaste følgesvend: tobakspiben. Det spændende for mig er her, hvad piben repræsenterer.

For piben besidder, udover de fremragende egenskaber til at indtage tobak, ligeledes symbolske kvaliteter. Og det er noget, der ikke går ubemærket hen heller.

I artiklen fra Jyllands-Posten udtalte en rådgiver i politisk kommunikation, at udenrigsministeren med piben i munden udtrykker: »…en eftertænksomhed, ro og erfaring […] Det giver et billede af én, man kan stole på, og som træffer velovervejede beslutninger.«

Der er altså en autoritet over piben. Det er ikke bare som med en smøg.

Udover de politiske konnotationer, der bestemt også ligger bag skiftet til piben, så repræsenterer piben for mig dog også noget mere. Måske endda noget rebelsk.

I samtiden kan piben forstås som et symbol på at tage tiden tilbage. I en accelererende kultur, hvor det hele går hurtigere, og man altid skal hoppe lidt højere, så bliver piben en stille modstandskamp.

Piben tilbyder et refugium fra moderniteten. En lille lomme af tid, hvor stress og jag erstattes af ro og eftertænksomhed. Hvor vi kan få lov for en stund at være uden to-do-lister og de nødvendige gøremål, dagen fordrer, og i stedet kan få lov til at dyrke det unyttige, mens tobaksrøgen stille danser op fra pibekammeret. En lille oase af deceleration, for nu at blive ved Hartmut Rosa.

Sidstnævnte pointe kan jo selvfølgelig siges at være inspireret af Svend Brinkmanns forfatterskab, hvor han påpeger vigtigheden i at fastholde det unyttige som værn imod instrumentaliseringen.

På trods af at han – mig bekendt – aldrig har opfordret folk til at ryge, så bliver piben meiner meinung nach et symbol på at modstræbe sig udviklingstvangen i samfundet.

En stille modstandskamp imod at mene alskens ting lidt for hurtigt og en indbydelse til at lade tankerne modne sig over længere tid. Det er noget, jeg i hvert fald selv gerne så mere af i det nye år. Også fra undertegnede.