Selvkørende biler må ikke blive endnu en Uber-historie

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der findes øjeblikke, hvor man kan mærke, at noget har forandret sig – ikke i en rapport eller et udvalg, men i virkeligheden.

Et sådant øjeblik opstod, da Tesla begyndte testkørsler med fuldt selvkørende biler på danske veje. Ikke som en fjern prototype, men i reel trafik. Med en særlig tilladelse, ja – men med et resultat, der er svært at bortforklare: Det virker. Overraskende godt.

Det burde udløse én politisk reaktion: handling.

For i Sydjylland – og i store dele af Danmark uden for de store byer – er mobilitet ikke et luksusspørgsmål. Det er hverdagsfrihed. Friheden til at tage et job, sige ja til en uddannelse, komme til læge, hente børnene eller komme sikkert hjem fra byen. Når man bor langt fra togstationer og faste ruter, er mobilitet ikke noget, man diskuterer. Det er noget, man mangler.

Alligevel har den politiske refleks i årtier været den samme: løsninger, der primært gavner de tætte byområder – mens resten af landet må vente.

Jeg har længe stillet spørgsmålet, om det er klogt at investere i fortidens mobilitet, netop som fremtidens løsninger banker på. Svaret har ofte været, at selvkørende biler lå 10-15 år ude i fremtiden.

Jeg har længe ment, at vi teknologisk var langt tættere på – sikkert fordi jeg arbejder med digitalisering til daglig og har fulgt udviklingen inden for AI og teknologi i årevis.

Nu står vi her. Teknologien er klar – lovgivningen ikke.

Da Ole Birk Olesen som transportminister liberaliserede taxalovgivningen, var ambitionen tydelig: mere konkurrence, mere fleksibilitet og plads til ny teknologi. Men der var ikke flertal for at lovliggøre Uber i sin egentlige form – idéen om, at private kan køre private og dermed øge udbuddet markant. Præcis den mekanisme, der kunne have forbedret mobiliteten – især i yderområderne.

For nyligt proklamerede Venstre så, at »Uber er lovligt igen«. Men det, der reelt er blevet lovligt, er almindelige taxaer bestilt gennem Uber-appen. Den gamle model – blot med et nyt ikon. Ikke friere udbud. Ikke lavere priser. Ikke den mobilitetsrevolution, som var hele pointen.

Det er ekstra tankevækkende, fordi politikerne med Oles taxaaftale allerede har forpligtet sig til at lade lovgivningen følge den teknologiske udvikling – for borgernes skyld.

Og netop her bliver selvkørende biler den egentlige lakmusprøve.

Spørgsmålet er ikke, om teknologien bliver lovlig – men hvilke rammer vi vælger, og hvem de gavner.

Stramme rammer i begyndelsen er rimelige, mens teknologien beviser sig på et solidt datagrundlag. Men bliver de permanente, gentager vi præcis den fejl, vi allerede har begået med Uber.

For hvad sker der, hvis selvkørende biler kun bliver lovlige for ejeren – og kun til privat brug? Hvis bilen ikke må stilles til rådighed, når ejeren er på arbejde eller sover? Så får vi teknologien, men ikke gevinsterne.

Den virkelige revolution opstår først, når selvkørende teknologi og deleøkonomi får lov at fungere sammen. Når eksisterende biler kan udnyttes langt bedre, skaber det et markant højere udbud af transport, lavere priser, bedre dækning – især i yderområderne – og færre biler, der skal produceres. Alt det forsvinder, hvis lovgivningen igen vælger at beskytte en branche frem for borgernes behov.

Det mønster kender vi. Teknologien holdes først ulovlig og lovliggøres siden i en så indsnævret form, at den ikke for alvor ændrer noget.

Hvis man havde tænkt sådan, da bilen blev opfundet, havde vi nok stadig kørt i hestevogn for at beskytte kuskene. De stod jo også over for en omstilling: lære noget nyt, tage kørekort og skifte erhverv. En synd og en skam for hestevognsbranchen. Ikke sandt?

Fremtiden kommer ikke af sig selv. Den kræver politisk mod. Nu handler det om, hvorvidt vi vil give den plads – eller endnu en gang beskytte fortiden, mens mulighederne kører forbi.