Top-topskattens eneste formål er at appellere til visse vælgeres indre svinehund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark betaler vi i forvejen nogle af verdens højeste skatter til en af verdens dyreste offentlige sektorer.

Men selvom vi alene sidste år havde et overskud på de offentlige finanser på svimlende 133 mia. kr., kommer vi fra det nye år til at kunne tilføje endnu en skat til samlingen.

Denne gang er der tale om en særlig strafskat på 61 pct. af alle indkomster over 2,5 mio. kr., som kun forventes at sende sølle 570 mio. kr. i statskassen.

Så hvordan kan det i grunden være, at regeringen indfører en top-topskat, når vi lige nu indkræver langt flere penge, end der overhovedet er offentlige udgifter til?

Svaret er, at det ikke handler om at finansiere velfærd. Det handler derimod om at appellere til visse vælgeres indre svinehund. At sende et signal, om man vil.

For top-topskatten er bare symbolpolitik, der ganske vist ikke gør nogen forskel for statsbudgettet, men som imidlertid gør en stor forskel for dem, der rammes af den.

Top-topskatteydere bidrager nemlig allerede med svimlende 18 gange så meget i skat som en gennemsnitsdansker.

Men fra det nye år tilfalder ugens tre første arbejdsdage nemlig staten, mens samfundets flittigste personer først begynder at arbejde for sig selv og deres nærmeste for den sidst tjente krone om torsdagen og fredagen.

Og selv hvis man på trods af alt dette mener, at top-topskatten handler om ulighed, falder også dette argument fra hinanden ved første møde med virkeligheden.

Beregninger dokumenterer nemlig, at Gini-koefficienten (som måler et lands ulighed), kun rykker sig fra 30,28 til 30,22 – hvilket er en mikroskopisk, statistisk fodnote, som ikke gør nogen forskel i praksis.

Men selvom top-topskatten praktisk talt hverken kan bruges til at finansiere velfærd eller at begrænse uligheden, vil den ikke desto mindre gøre meget skade.

Når man vil reducere folks forbrug af emballage eller begrænse danskernes indtag af sukker, pålægger man disse produkter særlige afgifter.

For det, man beskatter, får man selvfølgelig mindre af – og i den sammenhæng er hårdt arbejde og ekstra ansvar ikke nogen undtagelse.

Når staten straffer samfundets mest bidragende med en marginalskat på over 60 pct., sender det også et signal om, at det ikke kan betale sig at yde mere end gennemsnittet.

Da Socialdemokratiet og SF i 2009 foreslog en lignende beskatningsmodel, blev de da også hudflettet af daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen: »Vi har allerede et progressivt skattesystem, hvor dem, som tjener mest, også betaler mest. Men det er fuldstændig fladt at sige, at man skal beskattes, hvis man får en god idé og får en høj indkomst over en million. Det er ikke en rigmandsskat. Det er en hjerneskat, og det er hjernedødt.«

Men siden da er Lars Løkke imidlertid kommet på andre tanker, og nu vil han pludselig gerne indføre en skat, som efter hans eget udsagn var »hjernedød«.

Hvis Danmark også fremover skal være et land, hvor det kan betale sig at tage ansvar, arbejde ekstra og skabe værdi til gavn for hele samfundet, skal vi ikke straffe dem, der bidrager mest.

For velstand og fremgang opstår ikke af sig selv. Det skabes af mennesker, der yder mere end gennemsnittet – og dét skal fortsat kunne betale sig.