Hvorfor sender vi studerende på kontanthjælp?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis man er ung og er i gang med en uddannelse, så kan man højst sandsynligt få SU. Et privilegium, der giver mere økonomisk frihed i den tid, man bruger på at gøre sig til et dannet og selvstændigt menneske. Men troen på, at man en dag kan blive et selvstændigt menneske, vises ikke over for alle, og det gør man især ikke over for de mest udsatte unge.

Som det er nu, får man nemlig kontanthjælp, når man går på en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (stu). En ydelse, der er det diametrale modsatte af, hvad man ellers forsøger at gøre på stu. Her arbejder man netop målrettet med den unges selvopfattelse, hjælper vedkommende med at se ud over sin diagnose og fokuserer på at opbygge så meget selvstændighed som muligt. Det handler om identitet, værdighed og om at skabe en tro på, at man kan stå på egne ben. Det er ikke kun pædagogiske floskler, men et dagligt og systematisk arbejde, der kræver både faglighed og relationel tillid.

Kontanthjælp gives modsat til mennesker, der ikke kan forsørge sig selv. Hvorfor skal vi fra samfundets side vise en sådan mistillid til, at den unge ikke på sigt kan forsørge sig selv? Hvorfor behandler vi en gruppe studerende fundamentalt anderledes, og hvilket signal sender vi til vores unge udsatte medmennesker? Svaret: Et signal om, at vi ikke tror på dem som selvstændige mennesker, og at de kan blive aktive medlemmer af samfundet.

Det er i direkte modstrid med den tilgang, man ellers har til udsatte unge, hvor målet netop er, at de skal blive så selvstændige som muligt. Stu faciliterer i samarbejde med jobcentre og arbejdspladser et omfattende og succesfuldt praktikprogram, der hjælper de unge i arbejde og i sidste ende give dem mulighed for at forsørge sig selv. En helt fantastisk mulighed, der sikrer, at mange udsatte unge får enten et fuldtid eller deltidsarbejde, når de er færdig på uddannelsen, og kan dermed aktivt tage del i samfundet. Det er desuden noget, mange tager for givet, men som for denne gruppe er et resultat af hårdt arbejde, tålmodighed og målrettet støtte.

Initiativer som dette viser en stærk vilje fra stus medarbejdere og ledere til at skabe en værdig hverdag for uddannelsens elever. De brænder for at gøre en forskel og for at hjælpe så unge udsatte unge i arbejde som muligt. De tror på de unge og på, at de kan blive stærke, selvstændige individer.

Derfor bliver jeg som liberal dybt forarget over denne mistillid, der ligger indlejret i kontanthjælpen og dens konsekvenser. Det stempel, man giver unge på stu, er i direkte modstrid med den mission, skolerne arbejder efter. Når så mange dygtige mennesker og fagfolk hver dag kæmper for at udvikle udsatte unge, så er det decideret forfærdeligt, at ydelsen ikke afspejler samme tiltro. Det er en ulv forklædt i fåreklæder, der nedgør den enkelte og underminerer både identitet og økonomisk velstand.

For der følger mange komplekse regler med, når man skal på kontanthjælp. Det første, man møder, er et syv sider langt brev med paragraffer, sanktioner og kontrol, der beskriver, hvad man må og ikke må. Noget, der for alle andre end dygtige jurister er umuligt at forstå.

Dertil kommer de famøse formueregler, som ofte er den største hindring for den unges fremtid. De siger nemlig, at man ikke må have en formue på mere end 15.500 kr., ellers mister man retten til ydelsen. Lige præcis formuereglerne er særligt hårde for den unge efter uddannelsen. Det giver nemlig færre muligheder i forhold til at flytte hjemmefra, spare op og give en økonomisk buffer, hvis man bliver arbejdsløs.

Ikke nok med det, så er der også strikse begrænsninger for, hvor meget man må tjene, inden hjælpen bliver skåret. På kontanthjælp må man tjene 5.200 kr. uden fradrag, mens man på SU må tjene 15.297 kr. En forskelsbehandling uden lige og helt uden saglig begrundelse. Det er et system, der aktivt modarbejder opsparing, ansvarlighed og selvstændighed.

Forestil dig, at du i forvejen er udfordret og kæmper for at blive klar til arbejdsmarkedet, men alligevel skal straffes økonomisk, hvis du faktisk lykkes med det. Forestil dig, at dine venner, der tager andre uddannelser, frit kan tjene penge ved siden af og spare op, fordi de ikke har en diagnose. Hvilket budskab sender det? At deres ambitioner er mere værd? At deres drømme er mere legitime? Når staten møder unge med denne form for kontrol frem for tillid, risikerer vi at kvæle de muligheder og den motivation, som uddannelsen netop forsøger at opbygge.

Sådan bør det ikke være. Vi skal vise vores unge, at vi tror på, at de godt kan. At de godt kan skabe et værdigt liv for dem selv og blive selvstændige individer i et af verdens bedste samfund. Det er især vigtigt at vise over for udsatte unge, der sjældent har denne følelse. Netop derfor er den økonomiske ramme ikke ligegyldig, men en aktiv medspiller i den unges udvikling. Spørgsmålet er bare, om viljen er der til at vise det?

For på venstrefløjen taler man meget om ulighed og uretfærdighed. På højrefløjen taler man om frihed og selvstændighed. Men kommer det til udtryk her? På ingen måde. Her lader man en af de mest udsatte grupper falde mellem to stole, og der vises ingen politisk vilje til at ændre dette.

Både forældre, lærere og forstandere, jeg har talt med, nærer en dyb foragt for ordningen og den måde, den modarbejder uddannelsens formål. Mange af dem har i årevis forsøgt at råbe politikerne op. Alligevel er der ikke sket noget. Gang på gang er de blevet mødt af tomme ord og henvisninger til forældet lovgivning.

Men udsatte unge kan ikke leve af udskudte hensigtserklæringer. Kritikken handler ikke om manglende vilje lokalt, for det er lige præcis de lokale uddannelser, der gør den største forskel. Det handler tværtimod om et system, der er politisk fastlåst og kræver reelle forandringer.

Det er ikke blot et økonomisk spørgsmål. Det handler om anerkendelse. Det handler om at vise, at uagtet hvor man starter, så tror vi på, at alle godt kan. Det handler om at skabe et samfund, der investerer i unge menneskers potentiale, også når man har brug for mere støtte end gennemsnittet.

Unge fortjener værdighed, også med en diagnose. Derfor mener vi i Venstres Ungdom, at elever på stu bør modtage SU på lige fod med andre studerende. Enten på lige fod eller med en forhøjet sats, der tager højde for deres særlige behov. Ikke som en særbehandling, men som en konsekvent anerkendelse af, at også disse unge er under uddannelse.