Demokrati kræver, at institutionerne leverer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

2025 har budt på en række kriser og udfordringer ude og hjemme. Til sommer har krigen i Ukraine varet lige så længe som Første Verdenskrig. Med kræfter udefra og indefra, som vil splitte og nedbryde det demokratiske Europa, vi kender, er det nærliggende at forfalde til mismod.

Men det vil være en fejl at dømme Europa ude. Tværtimod er det lykkedes at holde sammen på EU. Diagnosen er ellers klar nok: Europa er alvorligt udfordret på en række felter. Det gælder blandt andet en ugunstig demografisk udvikling, svækket konkurrenceevne og lavere vækst, ikke mindst fordi virksomhederne i stigende grad tynges af regulering.

Det er uklogt, da Danmark og de europæiske lande lever af virksomhedernes evne til at innovere, blive dygtigere og hurtigere – og kort sagt skabe overskud. At der findes virksomheder, er forudsætningen for, at det politiske system kan opkræve skat og finansiere den velfærd og tryghed, borgerne nyder godt af. EU spiller her en central rolle, fordi hovedparten af den erhvervsrettede lovgivning har sit udspring her.

I stedet for at synke hen i mismod er der grund til at reflektere over, hvorfor det politiske system på trods af kriserne har vist sig robust. Demokratisk legitimitet afhænger nemlig ikke kun af valg og demokratiske rettigheder, men også af det politiske systems faktiske evne til at levere resultater.

Jeg er derfor stærkt opløftet over, at EU-Kommissionen i 2025 så skriften på væggen og begyndte at handle. Det er ikke meget mere end et år siden, at embedsmænd fra Kommissionen afviste kritikken med et »lev med det«, når vi i de europæiske SMV-organisationer påpegede omfanget og bureaukratiet i den kommende grønne bæredygtighedsrapportering; en regulering, der risikerede at blive endnu en byrde oven på de eksisterende og i sidste ende presse mange små virksomheder ud over kanten.

Men så skete der noget i EU. Med sit nye arbejdsprogram viste Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vilje til en kursændring. Valget til Europa-Parlamentet sidste år viste en tydelig folkelig modstand mod den omsiggribende regulering. Det har gradvist flyttet Europa-Parlamentets position, og flere medlemmer af den nye Kommission har et mere udtalt fokus på erhvervslivets vilkår. Også en række regeringer kræver forandring.

Bagtæppet er de efterhånden ikoniske rapporter fra de tidligere italienske premierministre Enrico Letta og Mario Draghi, som peger på, at Europa står over for en strukturel udfordring. Konklusionen er klar: Den nuværende reguleringsmodel hæmmer Europas evne til at investere, vokse og omstille sig, og der er behov for markante justeringer.

I årevis har proportionalitet haft for lidt plads, mens kontrol har fyldt for meget. Uhensigtsmæssige detaljer og overlappende krav har fået lov at vokse. Der er nu tegn på selvbesindelse. Ikke fordi problemerne er løst, men fordi retningen er under forandring.

Europa-Kommissionen har efterhånden fremlagt flere forenklingspakker. Op til jul blev den mest markante vedtaget, hvor den grønne rapportering blev beskåret, så den i højere grad tager højde for små og mellemstore virksomheders virkelighed. Det tog det meste af 2025 at nå dertil, hvilket i sig selv viser, hvor tungt systemet arbejder. I 2026 bliver tempo og gennemslagskraft derfor afgørende.

Det, vi ser, er imidlertid mere end en teknisk reguleringsjustering. Det er udtryk for institutionel selverkendelse. For bag diskussionen om rapporteringskrav og administrative byrder ligger et mere grundlæggende spørgsmål: Hvordan opretholdes demokratisk legitimitet i komplekse politiske systemer som EU?

Politisk legitimitet hviler traditionelt på to søjler. Den ene handler om input: borgernes deltagelse, repræsentation og oplevelsen af nærhed mellem vælgere og beslutningstagere. Den anden handler om output: om beslutninger opleves som rimelige, proportionale og leveringsdygtige i borgernes og virksomhedernes hverdag. Input skaber accept. Output skaber tillid. Begge dele er nødvendige.

Under det danske EU-formandskab var europaminister Marie Bjerre på Københavns Universitet vært for en konference om demokrati og retsstat. Her stod det for mig klart, at EU’s udfordring i dag i stigende grad knytter sig til evnen til at levere.

I Danmark har vi traditionelt haft en stærk balance mellem input og output. Korte afstande, høj tillid og en forvaltning, der omsætter politiske beslutninger til ensartet praksis, har skabt robuste institutioner. »Getting to Denmark,« kaldte den amerikanske politolog Francis Fukuyama det engang – en anerkendelse af den danske model.

EU har historisk været udfordret på inputlegitimiteten. Her kan fortsat gøres mere. Det alvorlige er, at outputlegitimiteten er blevet mere skrøbelig. Spørgsmålet blandt borgere og virksomheder handler i stigende grad om, hvorvidt beslutningerne opleves som rimelige og sammenhængende i praksis.

Fukuyamas pointe på konferencen på KU var klar: Demokratisk legitimitet afhænger i høj grad af statens evne til at levere. Når institutioner sikrer forudsigelighed og problemløsning, styrkes tilliden. Når kompleksiteten overstiger kapaciteten, opstår politisk slid.

På samme konference beskrev populismeforskeren Jan-Werner Müller konsekvensen: Demokratisk erosion sker gradvist. Institutionerne bevares, men mister deres indhold, når regler og procedurer bliver vigtigere end dømmekraft og løsninger, der virker i praksis.

Denne udvikling forstærkes af det, den belgiske idéhistoriker Anton Jäger kalder hyperpolitik: En tendens til, at politik accelererer, konflikter skærpes, og opmærksomheden flytter sig konstant. Implementering og institutionel vedligeholdelse får mindre plads, selv om behovet er stigende.

Derfor bliver robuste regeringer afgørende. Robusthed handler om institutionel kvalitet: evnen til at prioritere, forenkle og følge op. Det er netop baggrunden for, at EU i december 2025, under dansk formandskab med Marie Bjerre for bordenden, besluttede, at ministre systematisk skal vurdere både omkostninger og gevinster ved ny lovgivning under forhandling – et forsøg på at sikre, at regler ikke blot vedtages korrekt, men også virker i praksis.

Her fungerer små og mellemstore virksomheder som et præcist realitetstjek. De lever tæt på reguleringen og mærker straks, når regler mister proportionalitet og sammenhæng. Når reguleringen fungerer for dem, fungerer den bredt.

Når institutioner ikke leverer, opstår der et tomrum. Det tomrum udfyldes sjældent af bedre løsninger, men ofte af forenklede forklaringer og politisk mistillid. Borgere og virksomheder holder igen, investeringer udskydes, og den demokratiske samtale reduceres til spørgsmål om skyld frem for løsninger. I et system som EU rammer dette bredere end Bruxelles alene.

Nationale regeringer får sværere ved at forklare beslutninger, virksomheder får sværere ved at planlægge, og borgerne får sværere ved at se sammenhængen mellem politiske ambitioner og praktisk virkelighed. Leveringsdygtighed bliver derfor ikke blot et institutionelt ideal, men et fælles demokratisk ansvar.

For mig at se styrkes demokrati, konkurrenceevne og sammenhængskraft gennem velfungerende institutioner, stabile rammer og et indre marked, der virker i praksis. Ikke lavere ambitioner, men bedre eksekvering.

Bundlinjen er, at demokratisk legitimitet skabes i praksis. Når regler er til at forstå og gennemføres ensartet. Demokrati består gennem institutioner, der leverer.