Europa bør lære nye regler for stormagtsspil

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fhv. FE-chefanalytiker Jakob Kaarsbo mente i P1 Morgen for nylig, at USA’s nye sikkerhedsstrategi reducerer Europa til bønder i et skakspil mellem stormagter. Det bør tilføjes, at USA har skabt nye regler for spillet – som her ridses op med enkle ord, som Trump kunne have sagt dem, da det er svært for mange at glemme de gamle:

Udgangspunktet er, at USA skal være verdens førende magt, politisk, militært og økonomisk. Fordi det er stærkest og bedst, og fordi (store) lande, ikke regler og organisationer, styrer verden. Andre magter, som USA må forholde sig til, er Kina, Rusland og Europa (der dog er svagt og splittet) samt Israel og oliestater. Resten kommer i anden og tredje række.

USA forfølger som alle andre egne interesser. Det betyder bl.a. kontrol med en interessesfære, hvor andre skal holde lav profil. USA’s sfære er den vestlige halvkugle, intet mindre, og moderne teknologi understreger, at den også skal omfatte Grønland. Toldsatser skal forhindre andre i at genere USA’s økonomiske dominans.

Mulige rivaler må ikke true USA’s førerstilling, hvorfor det må undgå at de rotter sig sammen i et ”Eurasien” med større ressourcer end den vestlige halvkugle. Hovedmål for dets udenrigspolitik er derfor at undgå, at afhængighed af Kina gør Rusland til en kinesisk ”vasalstat” (som da Nixon/Kissinger ”sluttede fred” med Kina for at rive det løs fra Sovjet). Samt forhindre et samlet Europa.

Europa kunne være en rival til USA med dets insisteren på international regelstyring og klimasnak, og er del af den kristne vestlige civilisation. Men det har svækket sig selv med woke-politik, der undertrykker patrioter og accepterer ødelæggende indvandring. EU skader egne og amerikanske virksomheder med utidig regulering. USA vil hjælpe europæiske nationalstater gennem støtte til deres gode patrioter.

Rusland er også del af den vestlige civilisation og har sunde patriotiske og forretningsmæssige værdier samt store naturressourcer. Det var en fejl at provokere Rusland med fjendtlige regimer i dets interessesfære, hvad der nu omgøres ved at afslutte Ukrainekrigen på en måde, Rusland kan leve med – og giver mulighed for at udvikle dets ressourcer sammen med USA frem for Kina.

Krig er et tragisk kaos og skaber et dårligt forretningsklima. Ukraine og Europa undervurderer risikoen ved at tirre den russiske atommagt. USA’s mægling kan ikke alene afslutte krigen, men gavne verdensfreden ved at genoptage forhandling med Rusland om begrænsning af A-våben.

Trump har allerede demonstreret, bl.a. i Mellemøsten, at han er bedre til at skabe fred end FN.

Europa prøver at forhindre fred, men da det har svækket sig militært ved at bruge Nato til at nasse på USA, bliver det nødt til at rette ind. Det bliver for dyrt for dem at fortsætte krigen uden om USA, når de trods alt har opgivet at hugge de indefrosne russiske aktiver. Nato skal ikke bruges mod et Rusland, der efter fred i Ukraine hverken har motiv eller mulighed for at starte nye krige.

Perspektivet i USA’s udenrigspolitiske strategi er dets ubestridte verdensføring sammen med et Rusland, der indordner sig økonomisk til gengæld for anerkendelse som stormagt frem for paria. Sammen udgør de – med kongruente værdier, USA’s teknologi og Ruslands naturressourcer – et perfekt match, der sammen råder over verdens største militære magt.

Det skal bremse Kina, den eneste rival med mulighed for at matche USA økonomisk, teknologisk og militært, i dets forsøg på at samle resten mod Vesten. USA’s værdipolitiske udfordrer, Europa, står forpjusket tilbage efter forgæves forsøg på at vinde Ukrainekrigen, og flere af de store landes regeringer kan falde ved kommende valg. USA tager Europa for givet som noget, der skal tjenes penge på.

Europa straffes dermed for dets lederes fejltræk, hvor de siden 2014 stillede sig bag Ukraine med et sort-hvidt syn på konflikten; forsømte muligheder for mægling under Minsk-forhandlinger, f.eks. med folkeafstemning, og ingen anden exitstrategi havde for krigen end urealistiske forestillinger om sejr og overvurderede betydningen af sanktioner.

Hvortil kommer, at Europa gjorde sig afhængig af USA’s it og militær, tog det gamle Nato for givet, anså befolkningsudskiftning gennem indvandring for en slags konspirationsteori og ignorerede den nærliggende mulighed for, at det, der svarer til DF’s og Liberal Alliances kombinerede højrefløj, igen kom til magten i USA.

Udover et forestående knæfald for hovedlinjen i Trumps fredsplan fra krigstrætte ukrainere og europæere fremgik resultatet af disse fejl allerede, da handelskrig blev afløst af Europas accept af USA’s toldsatser. Samt af trusler fra USA, når EU indfører restriktioner mod amerikanske it-platforme.

For Danmarks vedkommende tilføjes usikkerhed om Grønland samt Novos og vindmøllers fremtid i USA. Når USA bare kan tage venezuelanske olietankere, kan det også sende ”små grønne mænd” til Grønland – Trumps nye udsending, Jeff Landry, skal bevise, at han kan udrette noget! Danmarks accept af USA-tropper i landet bliver næppe aktuelt på den nuværende baggrund!

Handelspolitisk kapitulation havde ikke været nødvendig, hvis EU havde dannet fælles front med Kina. Men da USA i 2017 definerede Kina som en hovedmodstander, fulgte EU uden videre trop. Bl.a. ved ikke at gøre sig afhængig af kinesisk it. Hvormed man mistede muligheden for at gøre sig mindre afhængig af USA’s, når nu man ikke havde satset på at udvikle sit eget.

Europas ledere er havnet i en kattepine, hvor deres eneste svar er svære og omkostelige forsøg på at opruste for at kunne klare sig uden USA. Men i det nye store geopolitiske spil er Europas logiske modtræk til USA, og det eneste effektive, at finde sammen med den anden taber, Kina. På tværs af ideologiske forskelle, som USA ikke længere lægger vægt på.

Kina og Europa har fælles interesser på flere vigtige områder: Bevare ens regler for alle inden for international handel frem for begunstigelse af USA, bevare den internationale klimaindsats frem for som USA at droppe den, og generelt i at bevare international regelstyring frem for USA’s.

Selv hvis der kommer en ny værdipolitisk orientering til magten i Europa (National Samling i Frankrig, AfD i Tyskland, Reform i UK) vil de nye ledere stå med samme realpolitiske modsætning til et dominerende USA. Uden at være tynget af magthistorik vil det måske være lettere for den at sætte sig ud over værdipolitiske modsætninger til Kina.

Kina ønsker ikke at køre det geopolitiske spil op i en spids og har taget initiativ til besøg af Trump til foråret, hvor Rusland vil stå højt på den uformelle dagsorden. Bl.a. fordi det russiske styre er for snu til at opgive fordele ved at spille Kina og USA ud mod hinanden. Rivalisering mellem de to stærkeste magter vil bestå, hvorfor en form for forståelse med Europa også i Kinas interesse.

I en ny og rost bog om USA og Kina, ”Breakneck”, henviser forfatteren, Dan Wang, Europa til museumsstatus. Skal europæerne undgå dette, er det op til dem selv at spille ud.