Disciplin er nødvendig for at kunne udfolde sin passion. Også som balletbarn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den hetz, der for tiden kører mod Det Kgl. Teater og Balletskolens indlæringsnormer, vil man sikkert kunne finde ved de fleste eliteskoler med forældrebetaling.

Jeg har 24 års erfaring som lærer ved Den Kgl. Ballets Læseskolen, hvor disciplinen og passionen er i højsædet. Efter sammenlagt 36 år som lærer er jeg nu på pension.

Med tanke på, at Balletskolen har eksisteret i flere hundrede år, og elever har været nødt til at stoppe undervejs, er det påfaldende, at skolens krise falder sammen med, at der blev indført egenbetaling. Med betalingen er forældrenes ret og trang til at blande sig både i undervisningen, rollefordelingen og tonen steget markant. Det har været svært for skolen at håndtere.

Selv om alle vil det samme, nemlig at føre eleven frem til at være den bedste version af sig selv og udnytte barnets åbenlyse talent, bliver særligt forældrenes ambitioner på deres barns vegne en udfordring for institutionen.

For mig er den gode skole generelt et sted, hvor læreren primært underviser, og eleven lærer noget af læreren, gerne på en spændende og kreativ måde. Læreren er den voksne, som afkræver respekt og disciplin med den fine hensigt at gøre eleven klogere og dygtigere.

Det betyder selvfølgelig ikke, at eleven skal være bange for læreren, men forstå, at det er læreren, som sætter dagsordenen i klassen, selv om eleverne i et vist omfang kan have medindflydelse og fremsætte ønsker.

Det siger sig selv, at hverken 28 elever og deres 28 forældrepar må gå ind og styre, hvordan undervisningen og omgangstonen skal være i en given klasse. Forældrene må have tillid til, at læreren er den uddannede specialist inden for sit felt.

Forældrene bør bakke lærerne og skolen op, når deres børn brokker sig, og ikke straks fare i flint for deres lille guldklump og klage op og ned ad stolper.

Forældrene bør sørge for, at deres barn er undervisningsparat, dvs. at barnet er kommet ordentlig tid i seng, lektierne er lavet m.m. De har ansvaret for, at deres barn kan omgås forskellige, både voksne og børn. Og lære dem, at mobning er en rigtig grim ting.

Skolen skal være et sted, hvor man er tryg og får gode venner. Eleven ved, at når læreren kommer ind i klassen, skal man tage sine bøger, computer eller andet frem, sætte sig på sin plads og falde til ro.

Læreren er ikke en decideret ven, for læreren kan ikke have relationer til alle i skiftende klasser i løbet af en skoledag med op til 28 elever i hver klasse. Læreren er heller ikke i stand til at have særlige relationer til alle forældre i klassen. Det er en uoverstigelig opgave, der slider lærerne ned og forårsager, at lærerne går ned med stress.

I min optik har skole-hjem-samarbejdet taget overhånd: Man burde gå tilbage til to skole-hjem-samtaler om året samt en ”kontaktbog” på intra til helt særlige meddelelser.

Hvis eleven ikke vil i skole, fordi det er hyggeligere at være hjemme, skal det ikke tages op til diskussion, for naturligvis skal alle elever i Danmark i skole hver dag, hvis man hverken er fysisk eller psykisk syg. Problemerne derhjemme glemmes, når man går ind gennem skoleporten for at lære noget spændende.

At lære kan være mange ting, bl.a. at balleteleven koncentrerer sig i kulissen og tæller takter for at danse rigtigt ind på scenen, eller når piger og drenge på det lokale fodboldhold koncentrerer sig om spillet. Det kan også være mere teoretiske ting som matematik og fysik.

Når man har en passion, undværer man gerne andet for senere at opnå det, man ønsker sig. Det har dansere, der hele deres liv har måttet lide afsavn, gjort for at opnå det, de ønskede sig, ligesom fodboldpigen eller fodbolddrengen, der siger nej tak til øl lørdag aften, fordi hun eller han skal tidligt op og spille en vigtig kamp næste dag.

Jeg hilser de politiske tiltag imod overdigitalisering velkomne. Jeg værdsætter også politikere, der påpeger, at håndens og åndens arbejde er ligeværdige. Der skal være ro i hjernen til både at udvikle kreativitet og indoptage læring. Eleverne skal lære at bladre frem og tilbage i en fysisk bog, læse højt og skrive i hånden: De skal ikke være hjælpeløse, hvis strømmen går.

Skolen bør være det sted, hvor børn og unge kan opleve læring med fordybelse, samarbejde, kammeratskab, begejstring, disciplin og nødvendig træning.

Jeg stiller mig selv spørgsmålet, hvorfor balleteleverne på Det Kgl. Teaters Balletskole kæmper med næb og kløer for at blive der med de strenge krav, de er underlagt? Jeg tror, det er, fordi de elsker det, de lærer der, selv om det til tider kan være hårdt og udfordrende. De lærer, at passion uden disciplin ikke fører til at blive bedre.

Som navneordet ”lærer” udtrykker, er læreren i skolen uddannet og ansat til at lære nogen noget – læreren er ikke uddannet hverken psykiater, psykolog, familieterapeut eller pædagog.

Læreren bør være en veluddannet og faglig person, med både fortrin og mangler, som eleven og forældrene må respektere. Læreren er også kun et menneske.

Som ung elev er det sundt at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne og være enig med eller gøre oprør mod disse. Det skal de lære at have mod til. Lærerne kan ikke og bør ikke være de eneste, der påvirker barnet i en digitaliseret verden – ikke mindst forældrene bør være voksne autoriteter.

Det må være lærerens fornemste opgave at finde det i eleven, som gør, at eleven finder mening med at komme nysgerrig i skole for at træne, øve sig i at blive dygtig til at overskue verden og skille skidt fra kanel.

Ligesom balletdanseren og fodboldspilleren har gentaget og gentaget de samme trin og finter, må eleven sætte sig ind i alt muligt spændende og mindre spændende, svært og mindre svært for at nå sine mål.

På teatret ligger der et indbygget drama i at blive valgt fra. Og det er heller aldrig sjovt. Men det kan skyldes, at benene ikke er stærke nok, at udviklingen fra barn til teenager forandrer kroppen uheldigt eller noget helt tredje, der ikke er optimalt ud fra den klassiske ballets normer. De kvindelige dansere skal jo kunne stå på tå eller løftes op fra gulvet af deres partner uden problemer.

Ofte er en del af danselærerne vokset op i institutionen eller tilsvarende institutioner i udlandet og har måske ikke som på teatrets Læseskolen de nødvendige pædagogiske kompetencer. Det er her, man måske kunne lave nogle af de forandringer, der skal til?

Med egenbetalingen er der vokset en uheldig konkurrencementalitet frem, som altid har været der, bare i mere håndterbar form. Nu er den bare blevet ekstra giftig, ofte med fraktioner blandt forældre, der bekæmper hinanden på deres børns vegne.

På mange måder er den klassiske ballet en anakronisme, men der findes heldigvis masser af andre danseinstitutioner, der kan optage de danseglade unge med store drømme. Det glemmes desværre ofte, når man får en besked om, at man ikke går videre på Den Kongelige Balletskole.

Det Kongelige Teaters Balletskole og folkeskolen i al almindelighed er faktisk en forrygende og stor gavebod, og det bør forældrene være de første til at anerkende og respektere.