Datacentre er glubende strømædere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tre nye datacentre i Vestjylland – og i sidste måned Nakskov. Og mange flere forventes i fremtiden.

De bliver sjovt nok budt velkommen i netop de kommuner, hvor der er stor modstand mod udbygningen af sol- og vindprojekter.

Forventningen er nemlig, at det primært er sol- og vindenergi, der skal dække deres enorme forbrug af strøm – og af kølevand.

På verdensplan bruger datacentre omtrent lige så meget strøm som Frankrig. Og forbruget vokser hastigt.

Ifølge Klimaministeriet vil datacentre gå fra et elektricitetsforbrug på 19.000 terajoule i dag til 67.000 terajoule i 2035, en stigning på 250 pct.

For at sætte det i perspektiv vil dette forbrug være mere end dobbelt så stort som forbruget til vejtransport i 2025.

Samlet set forventes Danmarks elektricitetsforbrug at vokse med ca. 88.000 terajoule til 2035, ikke mindre end 64 pct. sammenlignet med 2024. Datacentre står for 48.000 terajoule og vejtransporten for ca. 25.000 terajoule af denne stigning.

Danmark er naturligvis i gang med at udvide elproduktionskapaciteten, og det er også muligt at accelerere udvidelsen af elproduktions-kapaciteten, hvis vi ønsker det. Spørgsmålet er imidlertid, om den store udbygning af datacentre med det nuværende energisystem er samfundsøkonomisk fornuftig?

Datacentres energiforbrug anvendes til f.eks. AI, kryptovalutaer, cloud (datalagring), mv. Det er ikke vort ærinde her at diskutere den samfundsmæssige værdi af disse tjenester. Firmaerne investerer med henblik på overskud, og som hovedregel blander vi os ikke som samfund i, hvad de producerer. Men vi forventer normalt, at de selv bærer omkostningerne ved produktionen, og det kan man godt sætte et spørgsmålstegn ved her.

Der er nemlig ingen tvivl om, at udbygningen vil lede til højere elpriser, inklusive udbygningen af ledningsnettet. Dvs., at de eksisterende forbrugere kommer til at betale mere pr. kilowatt-time. Samtidig vil de danske skatteydere også bidrage til udbygningen.

I dag er elmarkedet indrettet, så prisen svarer til, hvad det koster at producere den sidste solgte og forbrugte kilowatt-time, den marginale enhed.

Men det sikrer ikke, at der er overskud nok til at betale for de anlægsinvesteringerne, som for vind- og solanlæg er meget store.

Under disse markedsforhold kan store sol- og havvindprojekter ikke opføres uden betydelige tilskud fra det offentlige. Det grundlæggende problem er, at udbygning af sol og vind i et system med meget sol og vind i forvejen giver lave elpriser, hvilket medfører, at anlægsinvesteringerne ikke kan dækkes.

Så udbygningen af datacentre må nødvendigvis ske med betydelige tilskud fra både el-forbrugere og skatteydere. Fra et samfundsøkonomisk synspunkt bør firmaerne bag datacentrene betale alle omkostningerne ved deres elforbrug.

Det kan – ret simpelt – opnås ved at kræve, at centrene selv betaler for udbygningen af elproduktions- og ledningskapaciteten, dvs. opfører solcelleparker eller vindmølleparker svarende til deres forventede forbrug.

Der er desuden en stor effektivitetsgevinst ved, at datacentre betaler den rigtige elpris, da der er et stort potentiale i at få energieffektiviseret AI og andre dataprocesser.

Når datacentrene ofte bydes velkommen i landets yderområder, er det bl.a. i forventning om, at de skaber job og lokale indtægter. Det gør de også, men primært i anlægsfasen.

Når den er slut, skal der forenklet sagt blot én til at tænde for strømmen og slå græsset. I Viborg har beskæftigelseseffekterne været betydeligt mindre end forventet, og også mulighederne for at bruge det opvarmede vand til fjernvarme har skuffet.

Det afgørende spørgsmål er, både med hensyn til vand og el, om de også betaler alle omkostningerne for udbygningen af produktionskapaciteten.