Europa er en abstraktion, og det hjælper en præsident ikke på

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Joachim Hoxha Nielsen kalder i JP’s kronik 18/12 til europæisk samling. EU skal eksempelvis have en magtfuld, folkevalgt præsident. Som første princip blandt fire mener Hoxha Nielsen, det skulle være muligt, at »nationale særhensyn og -meldinger ophører«.

Hoxha Nielsen kalder sig »strateg og innovatør«. Det er dog noget tvivlsomt, om Hoxha Nielsen har sat sig ind i forudsætningerne for, hvornår politisk magt anses for at være legitim.

Legitim politisk magt forudsætter nogle distinkte kulturelle forudsætninger. De kan være historie, sprog og sædvaner i bred forstand. Dansk demokrati er dansk og væsensforskelligt fra spansk og græsk demokrati. For en dansker kan det være svært at forstå forudsætningerne for spansk eller græsk demokrati, fordi de færreste danskere forstår sproget. Det kan også formuleres kortere sådan, at legitim politisk magt forudsætter eksistensen af en offentlighed, hvori der kan føres en offentlig samtale og debat. Politik – herunder valg – er ikke mekanik.

Det er derfor rent blålys at tro, at nationale særhensyn og nationale særmeldinger skulle kunne ophøre i Europa. Der er ingen fælleseuropæisk offentlighed, intet fælleseuropæisk sprog og derfor i vid udstrækning ingen legitim europæisk politisk magt. EU kan påstås at være en sådan, men det er kun de mest forblændede, der kan påstå, at det er tilfældet.

Der er så mange eksempler, som danske medier, herunder JP, burde undersøge i stedet for den evindelige sniksnak om slovakiske og ungarske særstandpunkter. EU’s store økonomier – Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien – er i varierende omfang stærkt forgældede og har i flere tilfælde kronisk store budgetunderskud. For nærværende er det åbenlyst, at landene hverken agter eller magter at gøre noget ved disse forhold. I stedet stifter de mere og mere gæld, også på baggrund af vidtløftige planer om militær oprustning og ”investeringer” i alle mulige politiske påhit.

Disse forgældede lande med alle deres vidtløftige planer anviser to perspektiver. Dels at der bør afdækkes langt mere grundlæggende problemer med nationale særhensyn og særmeldinger, nemlig EU’s store økonomiers frie ret til at forgælde sig og forlise sammen inden for rammerne af den fejlslagne økonomiske og monetære union og lige så fejlslagne euro.

Dels at det eneste, der kan forhindre, at Europa knækker over i to dele, de overvejende veldrevne lande uden for euroen og de førnævnte gældsplagede lande, er, at alle tilløb til yderligere europæisk, overnational integration bremses. Ikke mindst tilløb til yderligere fælleseuropæisk gældsstiftelse; unionen har som bekendt ingen egen økonomi og kan ikke stille sikkerhed for nogen gæld overhovedet.

Hoxha Nielsens planer om en overmægtig europæisk præsident vil dertil med stor sikkerhed føre til, at endnu en repræsentant for det forgældede og forstenede Europa – vi trækkes allerede med den afdankede Ursula von der Leyen – vil forskaffe sig illegitim politisk magt.