Hvordan kan vi acceptere, at hver femte underviser i folkeskolen ikke er læreruddannet?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som folketingskandidater fra hver sin ende af landet og uddannede lærere, der er ansat i folkeskolen, må vi sige det lige ud, at vi har et problem.

Fra Jammerbugt i Nordjylland til Roskilde i Østsjælland kæmper skoler med en virkelighed, hvor et voksende antal undervisningstimer varetages af personer uden en læreruddannelse.

Det er svært at forstå, at vi som samfund har accepteret dette niveau for vores børn. Vi stiller højere krav til uddannelsen hos dem, der servicerer vores biler eller arbejder i kundeservice i hverdagen. Men i folkeskolen, hvor vi lægger vores største investering, som forhåbentlig er vores børn og deres fremtid, har vi i stigende grad accepteret et kvalitetsniveau, der ikke ville være acceptabelt i andre sektorer.

Det er ikke et spørgsmål om de enkelte vikarers gode vilje eller uddannelsesniveau. Det er et spørgsmål om faglighed. For en læreruddannelse er ikke blot et stykke papir, men en kompetencepakke, der gør undervisningen inkluderende og udviklende og lever op til folkeskolens formål om at skabe demokratiske, selvstændige og kritisk tænkende individer. Alligevel står tusindvis af elever med udsigt til et skoleliv, hvor kontinuitet, faglighed og stabilitet bliver et lotteri.

Vi ser en virkelighed, hvor der i løbet af blot 15 år er forsvundet så mange uddannede lærere ud af folkeskolen, at der nu på landsplan mangler tusindvis af fagprofessionelle til at varetage en af de vigtigste samfundsopgaver, nemlig at danne og uddanne vores børn. Det mest absurde er, at Danmark faktisk har mange læreruddannede. Men de vælger bare folkeskolen fra. Ikke fordi de ikke vil undervise, men fordi arbejdsvilkårene gør det umuligt at blive i faget uden at betale prisen med eget helbred og livskvalitet.

Samtidig lever vi i en tid, hvor børn og unge står midt i en mistrivselsbølge, hvor behovet for stabile, relationelt stærke og fagligt velforberedte lærere aldrig har været større.

Når klasserne fyldes op af skiftende uuddannede kræfter, er resultatet ikke blot lavere faglighed, det er også ringere trivsel, mindre tryghed og større risiko for, at problemer vokser sig store og bliver invaliderende for nogle med skolevægring.

Dette er ikke blot en faglig diskussion. Det er også et politisk svigt.

Løsningerne findes. Vi ved, at bedre opstart og modtagelse af lærere, reelle muligheder for indflydelse på arbejdstid, fagligt stærke støtteordninger i klasserne, solide vikarkorps bestående af uddannede lærere og forbedrede arbejdsmiljøforhold kan vende udviklingen. Kommuner, der investerer målrettet i opstarten af nyuddannede lærere i jobbet, bør måles på, om investeringerne faktisk fører til flere uddannede lærere i klasselokalerne. Ikke på, om regnearkene går op på rådhuset.

Det centrale spørgsmål er derfor, om vi skal acceptere, at kvaliteten af undervisningen og dermed børns fremtidige muligheder skal afhænge af geografi og tilfældigheder?

Hvis vi ønsker et Danmark, hvor alle børn har lige muligheder, begynder det med, at vi insisterer på uddannede lærere i alle klasselokaler. I hele Danmark. Ikke bare i udvalgte skoler. Ikke bare der, hvor det er nemt at rekruttere.

Vi er villige til at tage kampen politisk. For vi vil ikke længere se til, mens folkeskolens fundament vakler under os. Børn og unge har krav på, at vi gør det langt bedre end det, vi som land tilbyder dem i dag.