Når vores pegefinger peger på AI som problemet, peger fire fingre tilbage på uddannelsessystemet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig udkom et interview hos DR med Romeo Sand Strawbridge, en tidligere gymnasieelev, der brugte ChatGPT til i omegnen af 150 opgaver.

I artiklen bliver Romeo portrætteret som hovedkarakter i fortællingen om de dovne unge, der hellere vil snyde sig gennem gymnasiet end at engagere sig i egen læring. DR bruger ham da også som afsæt til at understrege behovet for lovgivning på området for kunstig intelligens på gymnasier.

Det er lidt svært ikke at ærgre sig, når artiklen hurtigt tager den drejning, der handler om, hvem der kan være mest forarget over nutidens ungdom. Og Romeo fremstår da så usympatisk, at det er svært ikke at tilslutte sig denne kritik. Alligevel provokerer det mig, at man vælger at gøre Romeo til repræsentant for alle danske gymnasieelever. Især når der er tale om en person, der i øvrigt ikke færdiggjorde gymnasiet.

Romeo er ikke den gennemsnitlige gymnasieelev, og han giver os desværre ikke noget svar på, hvorfor der er så mange elever, der bruger kunstig intelligens i dag.

I en anden DR-artikel fra samme dag kunne man læse om tre gymnasieelever, der fortalte om deres brug af AI. Her kommer der straks et mere nuanceret billede på banen. Eleverne brugte ikke ChatGPT til at skrive opgaver for sig, men tværtimod til at tage noter til uoverskuelige tekster, udarbejde problemstillinger og som hjælp til svære sætninger.

Og netop det burde være anledning til bekymring. For hvorfor har eleverne overhovedet brug for den slags hjælp?

Måske ligger problemet ikke i kunstig intelligens, så meget som i et uddannelsessystem, der forudsætter basale færdigheder, det aldrig selv har lært de unge.

Jeg læser selv på CBS og vendte for kort tid siden hjem fra et udvekslingssemester i England. Jeg ankom med store ambitioner om at lære nyt, men blev i stedet mødt af langvarige strejker og aflyst undervisning. Resultatet er, at jeg nu har ”fornøjelsen” af at sidde i Danmark og skrive eksamener i fag, jeg grundlæggende ikke har haft.

Noget af det første, jeg gjorde under strejkerne, var at investere i et betalt abonnement til ChatGPT. Ikke for at hoppe over, hvor gærdet var lavest. Men fordi jeg blev overrumplet af mere end 100 akademiske tekster pr. forelæsning uden nogen form for indføring i, hvordan man som studerende skulle navigere rundt i det.

Det skyldes nemlig en udbredt antagelse om, at studerende ”bare” kan finde ud af den slags selv. Nogen kan sikkert. Desværre er jeg ikke en af dem.

Som førsteårsstuderende på universitetet kunne jeg behandle komplekse data i kodningsprogrammer og analysere sociologiske teoretikere til topkarakter.

Men helt fundamentale kompetencer, som hvordan man tager gode noter eller strukturerer sin læsning, havde ingen lært mig. Det samme tror jeg gælder mange gymnasieelever.

Når elever beder AI om at forklare dem begreber og skabe overblik, er det ikke et udtryk for en uvilje til at lære. Tværtimod er det kompensation for den undervisning, der burde have været der.

Jeg synes derfor, debatten om kunstig intelligens hurtigt kører af sporet, når vi reducerer den til et spørgsmål om kontrol og eksamensformer. Romeo står frem som et ekstremt eksempel på, hvordan AI kan misbruges. Men han bidrager på ingen måde til en forståelse af, hvordan langt størstedelen af elever bruger AI. Nemlig som værktøj til at forstå.

At forbyde AI er intet mere end symptombehandling. Ønsker man reelt at nå til roden af problemet, bør man tage en samtale med eleverne og finde ud af, hvad der mangler i undervisningen. For blot at affeje brug af kunstig intelligens som snyd og dovenskab er at gøre sig selv en bjørnetjeneste.

Problemet er ikke, at elever bruger AI, men at det har været nødvendigt.