Kom ned fra ønskeskyen: Der er noget galt, når hjerternes fest kræver vejrtrækningsøvelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ønskeskyen er et bekvemt koncept – men også et trist et. I år blev året, hvor jeg oprettede min første ønskesky. Den var nem, overskuelig og brugervenlig. Alligevel føltes det forkert. Da jeg udfyldte listen med mine ønsker, blev jeg ramt af ærgrelse. Over at jeg havde lavet den. Og over, hvor genial jeg samtidig syntes, den var.

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at markere mit største ønske. Faktisk fremhævede jeg hele tre favoritter. Det er opskriften på detailregulering af andres gavmildhed. Hvis du køber noget andet fra listen, har du i praksis givet mig det, jeg mindst ønsker mig – eller i hvert fald det fjerdebedste. Samtidig opstår der et pres for at købe noget fra listen, når ønskerne er så minutiøst angivet. Ønskeskyen bliver ikke en ønskeliste, men en bestillingsliste. Den er et symbol på vores hyperkommercialiserede juletradition og på forbrugersamfundet i det hele taget.

Julen er hjerternes fest. Familien samles, anden steges, og gaverne hober sig op under træet. Men for mange er julen også en stressende tid. Online-sundhedstjenesten Hej Doktor har udgivet »fire gyldne råd til at mindske julestress« under overskriften »Tips til at undgå stress og jag i julen«. Meditation, musik, vejrtrækningsøvelser og mindre perfektionisme er doktorens gyldne råd.

Når vores mest hjertelige og skattede højtid kræver vejrtrækningsøvelser og meditation for at komme igennem, er det et tegn på, at vi gør noget grundlæggende forkert.

Ønskeskyen er materialiseringen af et samfund, der har for travlt. For travlt til at nå det hele – og for travlt til rigtigt at kende hinanden. På et funktionelt plan er idéen genial. Jeg vil gerne have noget, jeg ønsker mig, og jeg vil gerne give noget, der bliver ønsket. Men de bedste gaver, jeg har fået og givet, har aldrig ligget i en sky og været bestilt på forhånd.

De har været uventede. Tænksomme. Som dengang mine to bedste veninder i gymnasiet lavede en collage af vores fælles minder og satte den i en ramme. Den gave kunne ikke ønskes. Den kunne kun gives. Den gave føltes varm at få – og er stadig forbundet med varme, når jeg genkalder mig den. Modsat gaverne fra skyen. Dem kan jeg ikke genkalde mig næste år. De er transaktionelle og kolde. Ikke fordi hensigten er kold, men fordi formen er det.

Den polske sociolog Zygmunt Bauman beskriver i ”Arbejde, forbrugerisme og de nye fattige”, hvordan det moderne samfund er præget af en forbrugeretik, hvor identitet og livsprojekter i høj grad formes gennem forbrugsvalg. Forbruget bliver dominerende – som identifikation og som mening.

Når forbrug har fået den plads, det har, bliver det afgørende at give det rigtige. Gaven er ikke længere bare en gave, men et signal. Rammer man forkert, afslører det, at man ikke kender modtageren, fordi forbrugsvaner er blevet tæt knyttet til identitet. Når gaveræset stresser og gaven knyttes til identiteten, bliver ønskeskyen et kærkomment værktøj. Men der er en pris.

For nylig så jeg en video fra Børns Vilkår med anbefalinger til sikker brug af ønskeskyen, henvendt til forældre. Mange børn bruger tilsyneladende siden som et socialt medie. De deler ønskelister, sammenligner – og har fundet måder at mobbe hinanden på. Ved at grine ad andres ønsker. Eller ved bevidst at reservere de gaver, man ved, en anden ønsker sig allermest, så de ikke får dem juleaften.

Det er konsekvensen af en idealiseret forbrugerkultur, hvor gaver bliver statussymboler. Og den stopper ikke ved de voksne – det smitter af på børnene.

Mit julehåb er ikke, at vi stopper med at gøre livet lettere for hinanden. Men at vi tør gøre julen lidt mindre effektiv og lidt mere menneskelig. At vi husker, at julen er hjerternes fest – og at intention bør trumfe perfektion.