Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Træt regering blæser på klimaet

Regeringen er uambitiøs, når det gælder klimaområdet.

Henrik SkotteCand.polit., master i miljø- og energiret, Mårslet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med arrogant afstandtagen til talrige forslag fra oppositionspartier, grønne tænketanke, Klimarådet og andre eksperter har regeringen valgt at sætte et uansvarligt lavt CO2-mål for 2035. Revisionen af Klimaloven er endt med, at regeringspartierne har lavet et forlig med sig selv uden at involvere andre.

Det er tydeligt, at regeringen er blevet træt. Den ville gerne hjem på juleferie, og så måtte klimapolitikken sejle sin egen sø. Det nye mål for 2035 på 82 pct. reduktion af drivhusgasser i forhold til 1990 kommer mere eller mindre af sig selv, hvis den allerede vedtagne klimapolitik får lov til at virke. Med andre ord gider regeringen tydeligvis ikke mere klimapolitik. Den vil holde ferie, og så må de kommende generationer rydde op i ødelæggelserne.

Udregnet pr. indbygger har Danmark et af verdens højeste klimaaftryk. Og samtidig er der store gevinster ved en mere ambitiøs klimapolitik – både økonomiske og sundheds- og naturmæssige gevinster.

Men desværre blev forhandlingerne om klimaloven skæmmet af et fordrejet og politiseret notat om forbrugsbaserede udledninger, hvor Klimaministeriets embedsmænd tydeligvis har fået armen vredet om i regeringens retning.

Og i regeringens pressemeddelelse står spin og usande postulater i kø: »Vi tager dermed ansvar for både målet, og hvordan vi når det. Hverdagen må ikke blive unødigt dyr for danskere og danske virksomheder …«

Men med så sølle en klimalov har regeringen netop sendt skatteyderne, virksomhederne og de kommende generationer en fremtidig megastor regning, fordi den ikke orker eller vil tage ansvar.

Og alligevel spinner regeringen videre i sin pressemeddelelse: »… der er mulighed for at hæve målet på et senere tidspunkt, hvis forudsætningerne ændrer sig …« Men videnskaben har som bekendt anbefalet, at der skal handles nu. Det bliver kun dyrere, hvis vi venter. Og hvis forudsætningerne ændrer sig – så bliver det kun til det negative.

I Klimalovens formålsparagraf kan man læse, at »… derfor skal Danmark være et foregangsland i den internationale klimaindsats, som kan inspirere og påvirke resten af verden. Danmark har derudover både et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest.«

Det bedrøvelige julebudskab er desværre, at regeringen ikke har tænkt sig at overholde loven.