EU’s asylambitioner kan få alvorlige menneskeretlige konsekvenser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var en tilfreds udlændinge- og integrationsminister, Rasmus Stoklund (S), der præsenterede den nye forhandlingsposition på asylområdet, som EU-landene var blevet enige om på det sidste rådsmøde for indre anliggender under det danske formandskab.

Og det var ikke kun ministeren, som glædede sig ved udsigten til en fælles EU-liste over sikre oprindelseslande og asylregler om overførsler til sikre tredjelande. Jyllands-Postens lederskribent kvitterede med både »godt« og »omsider« i avisen den 9. december 2025.

Men aftalen rejser nogle alvorlige spørgsmål.

Vi forstår og anerkender behovet for kontrol med migration og EU’s ydre grænser. Men de aftaler, som nu bliver overdraget til forhandlinger med Europa-Parlamentet, er bekymrende tæt på nogle af menneskerettighedernes afgørende grænser.

Der lægges op til hurtigere afgørelser og øget brug af tredjelande i asylbehandlinger. Det kan gøre det svært for EU-landene at overholde det absolutte forbud mod tortur og princippet om ”non-refoulement”, der forpligter alle stater til at undersøge, hvordan en overførsel til et andet land vil påvirke den enkeltes sikkerhed.

Vi er særligt bekymrede for, at asylsøgernes retssikkerhed svækkes, og at mennesker risikerer at blive overført til lande, hvor beskyttelsen af torturoverlevere og andre sårbare grupper er utilstrækkelig.

Det kan blive konsekvensen af de accelererede asylprocedurer, som aftalen peger på skal foregå i tredjelande. Hastigheden af behandlingen øger risikoen for, at torturoverlevere ikke bliver identificeret. Samtidig er der en reel fare for, at mennesker udsendes, før deres klager er behandlet. Det gælder også i sager, hvor asylsøgere har gjort opmærksom på risikoen for at blive sendt tilbage til tortur.

Ansvaret for at overholde menneskerettighederne kan medlemslandene ikke outsource til tredjelande. Derfor er det afgørende, at der stilles flere ufravigelige krav til implementeringen af aftalen:

For det første skal EU-landene kunne dokumentere, at tredjelandet er sikkert for den enkelte asylsøger på baggrund af en individuel risikovurdering. Det er ikke nok med politiske hensigtserklæringer. Der skal være klare garantier fra tredjelandet og uvildig dokumentation, som viser, at ingen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig behandling.

Aftalen mellem for eksempel Danmark og modtagerlandet skal desuden indeholde klare bestemmelser om opsigelse, hvis modtagerstaten ikke opfylder de menneskeretlige forpligtelser.

For det andet skal der være et uafhængigt menneskerettighedstilsyn af både modtagecentre, grænsecentre og eventuelle “return-hubs”, hvis asylsøgerne frihedsberøves. Forholdene skal leve fuldt op til internationale standarder.

For det tredje skal alle overførte asylsøgere sikres reelle retssikkerhedsgarantier. Det omfatter adgang til advokat og mulighed for at klage til en uafhængig instans over afgørelser. Klager skal have opsættende virkning, så en udsendelse automatisk bliver sat i bero, indtil klagen er behandlet.

For det fjerde skal sårbare grupper, herunder torturoverlevere og børn, slet ikke overføres til et tredjeland. De har behov for specialiseret støtte og behandling, som de færreste tredjelande kan levere.

Og sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at medlemslandene tager ansvar for hele forløbet og både før og efter monitorerer, at ingen overførte asylsøgere er i risiko for at blive forfulgt eller tortureret.

Det bør være en mærkesag for både Danmark og EU, at disse fem krav bliver tydeligt afspejlet i den endelige aftale.