Vi har forsimplet årsagerne til problemer med integration

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvordan ændrer man en mentalitet, der er blevet opbygget og formet gennem 1.400 år via både religion og kultur? Det er et relevant og samtidig afgørende spørgsmål, fordi det siger noget centralt om de udfordringer, vi står over for, når vi taler om dannelse og integration.

Jeg kalder det en mentalitet, fordi begrebet rummer de mange lag, der kan forklare, hvorfor nogle mennesker tænker og handler, som de gør.

Samtidig er det vigtigt at understrege, at det, der ofte betegnes som parallelsamfund i fysisk forstand, i virkeligheden handler om aktivt modborgerskab i psykisk forstand. Det er en idé og en tankegang, hvor individet fravælger deltagelse i det fælles samfund.

Problemet er derfor ikke i sig selv det geografiske område, men den mentalitet, som i nogle tilfælde dominerer blandt dele af beboerne. Af den grund ændrer forskønnelse af et område ikke nødvendigvis på de underliggende holdninger.

Når jeg – som en af de få i den offentlige debat med indvandrerbaggrund og en fortid i et ekstremistisk miljø – taler for en frigørelse af individet fra en mentalitet, der gennem generationer har bundet mennesker med samme baggrund som mig selv til kollektive idealer og modarbejdet reel forandring, møder jeg ikke blot modstand fra enkeltpersoner.

Det opfattes ofte som et angreb på det, der for mange er blevet den primære identitet.

Derfor skal der heller ikke meget til, før modstanden eskalerer til verbale og i nogle tilfælde fysiske angreb.

Det kan komme fra både religiøse og ikke-religiøse miljøer, fra både unge og voksne. I høj grad fordi tanken om selvstændig og fri tænkning ikke falder naturligt i disse miljøer og derfor kan opleves som truende.

Jeg har aldrig haft til hensigt at angribe, håne eller latterliggøre. En person som Yahya Hassan blev langt mere accepteret end mig, selv om han åbent gjorde grin med islam. Det kan fremstå hyklerisk, men hænger sammen med kulturelle hierarkier og bestemte normer fra Mellemøsten.

Pointen er, at dette handler om langt mere end islamismen alene. Islamismen er ikke den eneste faktor, der har formet den mentalitet, jeg betragter som en trussel – både mod mig selv og mod andre, der har en lignende tilgang til liv, religion og kultur.

Derfor er det afgørende, at vi bliver langt bedre til at identificere problemets kerne. Det er forsimplet blot at pege på islam, islamisme eller kultur som forklaringen. Problemet er mere komplekst og rummer langt flere dimensioner.

Mit håb er, at unge med muslimsk baggrund i den offentlige debat bliver mere åbne og ærlige – også når det er ubehageligt. At påstå, at der ikke findes problemer internt, er at fastholde en forestilling, ingen reelt tror på.

I et liberalt samfund vil der altid være en grundlæggende spænding mellem en missionerende religion, der i sin fulde form søger dominans, og et samfund, hvor religion primært hører til i det private rum. Hvordan disse kan sameksistere, er en vigtig, men selvstændig diskussion.

Det afgørende er imidlertid ikke at ændre religionen, men at danne individet til at acceptere, at det samfund, man lever i, og de mennesker, man deler hverdagen med, fortjener den højeste loyalitet. Det er ikke en svækkelse af religionen, men en styrkelse af relationen til det fællesskab og den fremtid, vi deler.