Energiø Bornholm er ikke perfekt. Men projektet er nødvendigt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når de miljøøkonomiske vismænd igen kigger på Energiø Bornholm udelukkende gennem et Excel-ark, overser de tre afgørende forhold: forsyningssikkerhed, industriudvikling og danske arbejdspladser. Områder, der historisk har været fundamentet for Danmarks velstand, og som aldrig kan reduceres til en discountversion af samfundsøkonomi, hvor alt, der ikke kan prissættes, regnes som nul.

For forsyningssikkerhed er ikke en »ikke-kvantificeret gevinst«. Det er en forudsætning for alt andet. Vismændene skriver endnu engang, at »forsyningssikkerhed ikke er kvantificeret, og derfor tæller den ikke med«. Men i en verden med krig i Europa, energivåben som geopolitisk redskab, ustabile elpriser og stigende forbrug fra datacentre, tung industri og elektrificeret transport kan man ikke kun lave politik efter det, man kan måle – man må måle det, der er vigtigt.

Der bliver skabt op mod fire gigawatt nykoblet havvind på Bornholm, og det stabiliserer østdansk forsyning, bedre udlandsforbindelser, som giver mindre prisudsving og reducerer afhængigheden af én enkelt nabo og skaber robusthed i krisesituationer, hvor søkabler kan blive ramt. Alt dette har enorm værdi. Omvendt; når man for femte gang hører, at værdien ikke er »kvantificeret«, får man næsten en fornemmelse af, at det er vigtigere, at regnestykket går op, end det er at passe på Danmark.

Vi står midt i en global konkurrence om grøn industriproduktion. Overalt i EU, USA og Kina investerer man massivt i grøn strømkapacitet for at tiltrække virksomheder med store elbehov – f.eks. batterifabrikker, metalindustri, grøn brint, CCS og datacentre.

Energiø Bornholm er ikke et projekt i isolation. Den er en brik i et fremtidigt dansk og europæisk energisystem, hvor Power-to-X-virksomheder vil efterspørge store mængder stabil grøn strøm.

Danske industrivirksomheder skal bruge billig, forudsigelig og grøn el for at konkurrere, og eksporten af grønne teknologier afhænger af, at Danmark selv går forrest. Hvis vi ikke udbygger havvindkapacitet nu, så bliver prisen høj senere. Både økonomisk og i tabte arbejdspladser.

Husk på, at Danmark får EU-midler – andre lande får hele værdikæden, hvis vi tøver. At Energinet har haft et meromkostningsproblem, er reelt og skal selvfølgelig håndteres. Men når vismændene reducerer projektet til en opgørelse over danske anlægsudgifter, så overser de resten: EU støtter projektet med 3,7 mia. kr. Det gør man kun, når noget har strategisk betydning for hele Europa. Tyskland efterspørger grøn strøm og Power-to-X fra Norden, og Bornholm er et af de få steder, hvor et knudepunkt kan etableres.

Hvis Danmark takker nej, så flytter investeringerne til andre lande. Det vil være den første energipolitiske beslutning i nyere tid, hvor Danmark aktivt fravælger arbejdspladser, eksport og indflydelse, og det ville være historisk kortsigtet.

Vismændene foreslår at afskrive de allerede gennemførte investeringer som »irreversible omkostninger« og starte forfra. Det er en teoretisk øvelse. Men Danmark er ikke en PowerPoint-økonomi. Vi er et industriland.

Når kabler, stationer og investeringer først er i gang, handler det ikke om at trykke ”fortryd”. Det handler om at sikre maksimal samfundsværdi af det, der nu bygges. Energiø Bornholm er ikke perfekt, og der er brug for en opdateret samfundsøkonomisk analyse. Men én ting er sikkert: Hvis analysen igen kun opgør det, man kan sætte pris på, og ignorerer det, der faktisk betyder noget, så bliver resultatet forudsigeligt og forkert.

Danmark skal ikke være naiv. Fremtiden tilhører de lande, der kan tilbyde grøn strøm i store mængder, stabil forsyning og klare rammer for industriel udvikling. Energiø Bornholm er ikke en udgift. Det er en investering i europæisk energiuafhængighed og i en grøn dansk styrkeposition.