Når tavsheden taler højere end tallene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I over 10 år har digteren Caspar Eric været et talerør for mennesker med handicap. Hans digtsamling ”CRIP” er blevet kaldt pligtlæsning for politikere og embedsmænd – fordi den viser noget, statistikker aldrig kan: Hvordan det føles at leve med et handicap, og hvordan det føles at være pårørende i et system, hvor tavshed ofte erstatter støtte.

Men måske burde vi netop lytte mere til tallene.

Ifølge Ankestyrelsens nye handicapsagsbarometer for 2025 indeholder 54 pct. af de gennemgåede ikke-påklagede sager om tabt arbejdsfortjeneste mindst én retlig fejl.

Og havde familierne klaget, viser vurderingen, at 48 pct. af sagerne ville være blevet omgjort. Tallene stemmer nedslående overens med det, vi allerede kender fra de påklagede sager på børnehandicapområdet, hvor omgørelsesprocenten er 48,9.

Når både påklagede og ikke-påklagede sager viser samme fejlrate, er det ikke længere et spørgsmål om enkeltstående svigt. Det er et strukturelt problem – og det har konsekvenser. Ikke bare menneskelige, men også økonomiske.

Som socialrådgiver gennem 20 år og som mor til et barn med handicap har jeg oplevet det tæt på: Et system, hvor der er mange planer – men ingen sammenhæng. Mange krav – men for lidt hjælp. Og alt for mange familier ender med at knække under presset, fordi de kæmper alene med et system, der burde hjælpe – men ofte gør det modsatte. Det er ikke bare tragisk. Det er uansvarligt.

For vi betaler dobbelt: I menneskelige omkostninger og i dyre ommere for kommunerne.

Handicap er ikke særforsorg – det er velfærd. Og derfor bør området have samme politiske vægt som børn, ældre og sundhed.

FN’s Handicapkomité har senest rettet en usædvanlig skarp kritik mod Danmark: For uklare kriterier, for høj brug af tvang og for lidt hjælp til uddannelse og beskæftigelse. For manglende retssikkerhed – og for systemfejl, der sjældent fører til forbedringer.

Men hvad sker der, når den kritik rammer et område, som mange politikere stadig betragter som “uden stemmer”?

Det var meldingen, jeg hørte flere gange under kommunalvalgkampen, hvor det igen og igen blev sagt, at handicapområdet ikke giver genklang hos vælgerne.

Det er et signal om, at området stadig er omgærdet af distance og berøringsangst – på trods af at en stor del af os enten selv får et handicap eller får det tæt ind på livet.

Hvis vi ikke tør forholde os til det, får vi heller ikke ændret noget.

For det, vi tier om, forbliver usynligt.

Det handler ikke om at udskamme medarbejderne, der arbejder inden for området. Men det handler om, at der skal tages ansvar for et system, som lige nu svigter dem, der har allermest brug for det. Det er tid til at reagere. Ikke med undskyldninger – men med handling.

Vi skal stoppe med at se handicapområdet som noget, vi kan effektivisere eller skære til. Vi skal turde investere – menneskeligt og økonomisk. For i sidste ende er spørgsmålet ikke kun, om vi behandler mennesker med handicap korrekt – MEN om vi behandler dem værdigt.

Når 48 pct. af sagerne ville være blevet omgjort, hvis de var blevet klaget over, må vi også spørge: Hvor mange liv har vi ikke lyttet til?