Religiøs homofobi skal ikke snige sig ind i vores kommunalbestyrelser
Vi må vende os mod religiøst betingede holdninger hos de folkevalgte. Særstandpunkter begrundet i religion hører ingen steder hjemme – ligegyldigt om de er kristne eller muslimske.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kristendemokraternes 2. viceborgmester i Ringkøbing-Skjern, Kristian Andersen, vil ikke vie homoseksuelle. Det er ikke bare hovedrystende – det er direkte pinligt og helt ude af trit med et moderne Danmark. Hans begrundelse er et eksempel på et religiøst, middelalderligt menneskesyn. At religiøse mørkemænd stadig får lov til at slippe afsted med den slags uden konsekvenser, er fuldstændig vanvittigt.
Det er vigtigt, at vi gør op med den type af forældede holdninger til ægteskaber mellem samme køn. Netop nu konstituerer kommunalbestyrelserne sig, og det er her, vi skal stå op for vores demokratiske og moderne værdier og vise, hvad vi står for i det her land.
I sommer viste en undersøgelse fra Sexus, at homofobi trives i flere religiøse miljøer – blandt muslimer, Jehovas Vidner og Indre Mission. Dengang reagerede flere af mine kollegaer på Christiansborg især over homofobi i muslimske miljøer. Fint nok. Men det her handler ikke om, hvem der står bag homofobien. Det handler om, at diskrimination er diskrimination. Punktum. Og vi skal være lige så klare i mælet hver eneste gang. Uanset hvilken religion, kultur eller dogme religiøse mørkemænd forsøger at skjule deres intolerance bag. Der er ingen fribilletter.
Og nu står vi så med et byrådsmedlem, der åbent nægter at vie en hel gruppe borgere – en gruppe, som har haft adgang til den rettighed i 36 år. Det er en hån mod hele den kamp, der er blevet kæmpet for ligestilling.
Kristian Andersen siger selv, at han »står for rummelighed på alle hylder«, men siger samtidig, at homoseksuelle ikke kan vies af ham. Det er slidt sofisteri, og det er så gennemskueligt pinligt. Indre Mission har brugt den slags bortforklaringer i årtier. Sandheden er, at han nægter at udføre en offentlig opgave, der bygger på en grundlæggende dansk værdi: at alle mennesker skal behandles lige.
At misbruge religion som undskyldning for diskrimination er uacceptabelt. Og når religion og demokrati støder sammen, er det altid religionen, der må vige. Alt andet er absurd og farligt for vores samfund. Vi har en ligebehandlingslov af en grund, og den kan vi ikke bare omgå under dække af religiøs fanatisme – heller ikke af et byrådsmedlem.
Så kære nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer: Religiøse dogmer må ikke snige sig ind i vores vigtige arbejde for borgerne. Det her er udansk. Det er udemokratisk. Og det skal vi ikke finde os i.