Hvor mange vælgere har Donald Trump råd til at fremmedgøre?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De fleste økonomistuderende kender til loven om faldende udbytte. I sin enkleste form beskriver den, hvad der sker, når man bliver ved med at tilføre mere af én inputfaktor til en fast ressource som f.eks. fremstillingen af et produkt. Input kan antage mange former – mere arbejdskraft, flere maskiner eller yderligere trin i produktionsprocessen. På et tidspunkt vil hver ekstra enhed af input give mindre og mindre ekstra output, fordi mindst én ressource er fast. Til sidst får de ekstra arbejdere eller maskiner færre produktive muligheder, og deres marginalprodukt falder.

Det samme princip kan anvendes på en samlet økonomi og endda på en ideologi som socialisme. For 50 år siden sagde den britiske premierminister, Margaret Thatcher, at »problemet med socialismen er, at man før eller siden løber tør for andres penge«. Denne ene sætning indfangede hendes holdning til socialismen som ideologi.

For nylig er den amerikanske præsident, Donald Trump, taget på valgturné forud for det amerikanske midtvejsvalg for at sælge sit budskab om »vent og se« og »velstanden er lige om hjørnet«. Han opfordrer sine tilhængere til at holde kursen, han har udstukket, for at bringe landet tilbage fra stigende inflation og den uoverkommelige leveomkostningskrise, der præger almindelige amerikaneres hverdag.

Han har en op ad bakke-kamp foran sig, og det er en kamp, hans parti ikke vil vinde, medmindre der sker noget betydningsfuldt, som kan få amerikanerne til at tænke på andet end deres privatøkonomi – en national eller international krise eller tragedie – eller det kan være en check i deres postkasse fra det amerikanske finansministerium.

Ingen af delene vil dog løse det systemiske problem med manglende økonomisk råderum, for landet er stadig i genopbygningsfase efter år med nedlukninger under coronavirus-pandemien og årtiers politisk uvilje mod at vedtage realistiske budgetter, der kun finansierer det, USA faktisk har råd til. Kort sagt: Amerikanerne har bragt sig selv til en reserveret plads på fattiggården.

Frem til 1833 havde USA et system med gældsfængsler, som blev drevet af de enkelte delstater. Forholdene var forfærdelige med dårlig mad, kolde og overfyldte celler og næsten ingen lægehjælp til de indsatte. Fangerne måtte endda betale for deres eget ophold (såkaldte “gaol fees”). Kreditorer kunne fængsle skyldnere, holde dem fængslet på ubestemt tid og selv bestemme, hvornår de skulle løslades. Kort sagt afhang løsladelsen af kreditors nåde. Heldigvis blev gældsfængsler i praksis afskaffet i 1870, få år efter Den Amerikanske Borgerkrig.

På makroniveau befinder USA som nation sig dog i en slags moderne gældsfængsel på grund af overforbrug. Der er intet “overkommeligt” ved USA’s statsgæld. Den er endnu et eksempel på loven om faldende udbytte.

Jeg tvivler på, at præsidenten vil fokusere på dette aspekt af økonomien, når han besøger forskellige byer på sin »kampagnelignende økonomiske turné«, som Det Hvide Hus kalder hans rejse – en rejse, der skal styrke opbakningen til hans politiske linje.

Som mange millioner mennesker rundtom i verden har jeg fulgt og lyttet til præsidenten i mange år. Hans kampagnestil er aggressiv, forudsigelig og målrettet. Den indebærer som regel, at han udpeger sine modstandere, nedgør dem personligt og derefter antyder, at de repræsenterer en større gruppe – og at denne gruppe er et problem. Gennem årene har Trump formået at fremmedgøre mange af sine tidligere vælgere og deres vælgergrupper.

Nu, hvor han igen er præsident, og hans parti står over for et vanskeligt midtvejsvalg, er hans retorik blevet endnu mere skarp. I stedet for at forsøge at samle amerikanerne om kampen mod inflationen tyr han stadig til udtalelser, der ikke er præsidentielle, om sine modstanderes udseende.

For nylig gjorde han grin med den somalisk-amerikanske kongreskvinde Ilhan Omars “turban” og udvidede derpå sin vrede til at omfatte alle somaliere ved at kalde landet et »shithole«. Hans administration har også opført 18 andre lande på en liste over nationer, der enten er forbudt eller begrænset i at modtage amerikanske visa. Omars fødeland er et af dem.

Én ting er at have en liste over “foretrukne lande”, der kan modtage visa. Noget helt andet er at ignorere børnene af immigranter fra de »shithole-lande«, der nu bor i USA og er i stemmeberettiget alder. Det forekommer, at Trump har taget ved lære af tidligere udenrigsminister Hillary Clinton og tidligere præsident Barack Obama.

Begge beskrev republikanere som »deplorables« og »bitter clingers« – og mistede efterhånden deres støtte. Trump mister – eller har mistet – støtte som direkte konsekvens af sine udtalelser fra centrale vælgergrupper såsom hvide, midaldrende kvinder, sorte amerikanere, muslimer, universitetsstuderende og akademisk uddannede, hvide mænd. Nu er han også på vej til at miste anden- og tredjegenerations mindretal, efter at han vandt noget af deres støtte i november 2024.

Hvis Trump ikke formår at holde republikanerne ved magten i enten Repræsentanternes Hus eller Senatet næste år, skyldes det ikke kun loven om faldende udbytte.

I sidste ende vil det bero på én simpel kendsgerning: Ingen kandidat eller præsident kan vinde valg eller forblive ved magten, hvis de føjer flere fjender til deres liste – især når de fjender, de føjer til, faktisk er de samme vælgergrupper, der gav dem magten i første omgang!

Jeg er overbevist om, at hvis Margaret Thatcher levede i dag, ville hun sige til præsidenten: »Hr. præsident, ligesom socialismen måske fungerer i starten, vil politikken med at udpege flere og flere mål for personlig ødelæggelse til sidst slå fejl, når De ikke har nogen andre tilbage at kritisere end Dem selv.«