Tal op til danskerne, politikere – ikke ned

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvornår blev det en sport at tale ned til folk? Jeg mærker det ofte i mit arbejde: Et opslag skal kunne likes på tre sekunder, ellers er det “for langt” eller “for komplekst”. “Vil vi have mere tid i ældreplejen – enig?” Ja, selvfølgelig vil vi det. Men hvis det er sådan, vi fører politik, så mister vi nuancerne, proportionerne og – vigtigst – tilliden.

Politik er ikke en konkurrence i slogans. Det er rammen om helt almindelige menneskers liv, og det fortjener vi at behandle med respekt.

Tag ældreområdet. Der er faktisk tilført flere midler, og tusindvis af medarbejdere knokler for at få dem til at blive til mere nærvær og bedre kvalitet. Det fjerner ikke alle problemer, og der er masser, vi stadig skal rette op. Men når vi koger samtalen ned til to linjer og et par følelser, skaber vi et billede af, at alt er sort-hvidt.

Sådan er virkeligheden ikke. Når perception får lov at blive vigtigere end fakta, går demokratiet i minus. Vi efterlader borgerne med en følelse af, at intet nytter – og den følelse bider sig fast, selv når vi faktisk flytter noget i hverdagen.

Vi har også lige set, hvor galt det går, når tempo og temperament løber med os. Debatten om “remigration” blev blæst op, og et interview med Morten Messerschmidt i Weekendavisen skruede yderligere op for støjen.

Kort efter lå der en kronik i Jyllands-Posten, som måtte trækkes tilbage, fordi den indeholdt forkerte, misvisende citater tillagt navngivne personer. Der kom en beklagelse, ja – men skaden var sket: Danskerne stod tilbage og tænkte, hvad de egentlig kan regne med, når vi som politikere sætter ord i omløb.

Og tro mig: Når tilliden først er slidt, tager det lang tid at bygge den op igen.

Derfor denne opfordring – kollega til kollega: Tal op til danskerne. Behandl dem som voksne mennesker, der godt kan rumme, at sager er komplekse, og at prioriteringer har konsekvenser.

Vi kan ikke kræve respekt for politik, hvis vi ikke selv viser respekt for sandhed og redelighed. Lad være med at lade likes definere, hvad der er rigtigt. Tal, så du kan være bekendt at få dine egne ord læst op om et år. Og når du tager fejl – for det gør vi alle – så sig det, ret det og kom videre. Den ydmyghed er mere værd end 10 skarpe vinkler på Facebook.

Jeg ved godt, at sociale medier er en del af spillet. De forsvinder ikke, og de kan faktisk noget godt: De kan åbne en dør ind til mennesker, vi ellers ikke ville møde. Men de må være indgangen – ikke erstatningen. Den rigtige samtale kræver fem minutter mere, et ekstra spørgsmål og en smule generøsitet over for den, man er uenig med. Vi skylder borgerne at holde fast i netop det – også når det ikke kan koges ned til 15 sekunder.

Når vi taler om ældrepleje, skoler, hospitaler og tryghed, taler vi om virkeligheden for mennesker, der står op hver morgen og får Danmark til at hænge sammen.

De kan godt tåle, at alt ikke er enkelt. De kan tåle at høre, hvad ting koster, at noget må vente, og at vi ikke kan love alt til alle på én gang. Det, de ikke kan bruge til noget, er nedladenhed forklædt som folkelighed eller hurtige scoringer, der kun lever for at blive delt.

Så lad os skrue ned for dramaet og op for ordentligheden. Lad os holde fast i, at sandhed stadig betyder noget, at citater skal være korrekte, og at vi ikke sætter ild til tilliden for at vinde et døgns opmærksomhed.

Lad os tale om sagerne – ikke personerne – også når fristelsen til at gå efter manden i stedet for bolden er stor. Politik er ikke et teater. Det er et fælles ansvar, vi bærer på vegne af dem, der har givet os deres stemme.

Danskerne kan klare virkeligheden. De vil faktisk helst have den. Så lad os give dem den uden nedladenhed og uden smarte smutveje. Det skylder vi dem. Det skylder vi os selv, hvis vi vil blive ved med at have et demokrati, man kan have tillid til.