EU er bygget til fredstid, men fejler i kriser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

EU står i dag i en verden, som det aldrig blev konstrueret til. Da unionen begyndte som Kul- og Stålunionen i 1951, var formålet ikke geopolitisk slagkraft, men fred mellem europæiske nationer. Ved at binde kul og stål sammen gjorde man krig irrationel. Det var en vision skabt til efterkrigstidens håb – ikke til nutidens trusler.

Denne fredsarkitektur passer dårligt til en verden præget af stormagtskonkurrence. EU blev skabt for at forhindre krig mellem europæere, men aldrig som værn mod trusler udefra. Alligevel forventes unionen i dag at reagere på Rusland, Kina og et uforudsigeligt USA med institutioner, der er indrettet til fredelig forvaltning.

Derfor fremstår EU tøvende, selv når der er enighed. Vi forsøger at løse det 21. århundredes problemer med det 20. århundredes værktøj. Det er ikke mangel på styrke, der svækker Europa – det er konstruktionen.

Kontinentet rummer både befolkning, teknologi og økonomi til at være en stormagt, men ledes af en model, hvor beslutninger kan udskydes til næste topmøde. Det er farligt i en tid, hvor Rusland handler på timer, og hvor USA’s rolle ikke længere er garanteret.

Den manglende ledelse er blevet EU’s mest synlige svaghed. Europa taler med mange stemmer og ingen samlet autoritet. Det skaber usikkerhed hos vores allierede og inviterer til pres fra vores modstandere.

Et politisk fællesskab på 450 millioner mennesker kan ikke baseres på énstatsvetoer eller skiftende nationale dagsordener og kan ikke i længden overlade sin sikkerhed til en stormagt, der er optaget af sig selv.

Europa står i et afgørende skifte. Enten fastholder vi en struktur skabt til gårsdagens problemer, eller også indretter vi EU til den verden, vi faktisk lever i.

Unionen er ikke svag på grund af mangel på muligheder, men fordi den ikke er skabt til at bruge dem.

Sikkerhed kan ikke længere outsources, og stormagtslogik kan ikke ignoreres. Så længe EU insisterer på at være et fredsprojekt i en krigstid, vil vi stå svagt – uanset vores økonomiske og teknologiske muskler.

Spørgsmålet er derfor ikke, om Europa kan blive en stormagt, for det kan vi. Spørgsmålet er, om vi tør indrette os som én. Hvis ikke, forbliver vi en velhavende verdensdel, der kan meget – bortset fra det vigtigste: at sikre vores egen frihed og fremtid.