Pelle Dragsted: Støjberg har en pointe, som venstrefløjen skulle have set

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Klimakrisen er uden tvivl den største udfordring i vores tid. På dét punkt bliver Inger Støjberg og jeg næppe enige.

Men når det kommer til de såkaldte jernmarker, har hun fat i noget vigtigt.

Når man til daglig færdes på Christiansborg, kan man hurtigt få københavner-blindhed. Derfor har jeg brugt en god del af sidste år på at rejse landet tyndt, fra Lolland til Thy, for at tale med vores lokalpolitikere og medlemmer.

Og overalt hørte jeg den samme kritik, når det gælder energipolitikken: De kæmpemæssige solcelleparker, der skyder op på markerne, føles mest af alt som et overgreb.

For mønsteret er det samme på tværs af landet. De, der tjener på energiparkerne, er lodsejeren – ofte en stor jordbesidder – og så solcellespekulanterne, som typisk er pengestærke selskaber eller kapitalfonde med adresse nord for København.

Gevinsten forsvinder ud af landsbyerne, mens naboerne sidder tilbage med den triste udsigt til solcellemarkerne og huse, der bliver sværere at sælge. Det er ganske enkelt uretfærdigt.

Venstrefløjen på Christiansborg har sovet i timen. Vi burde have lyttet til de lokale og åbnet øjnene for den tydelige ulighed midt i den grønne omstilling. Støjberg skulle ikke have stået alene med den pointe. Men bedre sent end aldrig!

Så hvad er svaret? For vi har jo brug for den billige grønne energi, som solcellerne kan levere. Både til borgere og industri. Først og fremmest skal solcellerne op på byens tage – på flade industribygninger, parkeringshuse og offentlige bygninger. Det har vi kæmpet for i årevis, og nu begynder det endelig at rykke.

Og hvis solcelleanlæg skal placeres ude på markerne i landdistrikterne, skal det være lokalsamfundet – dem, der lever med konsekvenserne – der også får del i gevinsten.

Solcelleparkerne bør ejes og drives ud fra andelsbevægelsens principper: én mand, én stemme – og ligelig fordeling af overskuddet. For erfaringerne viser os, at når naboer selv ejer solceller eller vindmøller og dermed ikke kun får generne, men også de ofte pæne økonomiske gevinster, så bliver modstanden meget mindre.

Et inspirerende eksempel ser vi lige nu i Thyborøn, hvor lokale borgere har opført verdens største andelsejede vindmølle. Her er der opbakning til projektet, fordi det er fællesskabet selv, der høster gevinsten. Da de første alarmerende klimarapporter ramte os, var reaktionen hos mange – også hos mig – at trykke speederen i bund på den grønne omstilling. Jo hurtigere, jo bedre.

Den utålmodighed har jeg stadig, men jeg er blevet klogere: Den grønne omstilling bliver aldrig bæredygtig, hvis den ikke er socialt retfærdig. Så længe de grønne projekter med politisk og økonomisk magt tvinges ned over lokalsamfund, skaber det modstand. Og den modstand er helt berettiget. Desværre bliver modstanden ofte rettet mod selve klimakampen. Det kan Støjberg og den sorte energilobby tage en stor del af æren for.

Det er ærgerligt, for klimakampen behøver ikke være elitær, tværtimod. Det er jo netop helt almindelige mennesker med almindelige indkomster, der først bliver ramt, når fødevarepriserne stiger, eller kælderen bliver oversvømmet som følge af klimaforandringerne.

Det elitære er den økonomiske og politiske elite, der i jagten på profit og et grønt hak på et Excel-ark i alt for høj grad har overset dem, der betaler prisen.

Det er på tide at ændre kurs. Ikke ved at give op på klimakampen, men ved at sikre, at den grønne omstilling er socialt retfærdig og kommer hele landet til gode. Og det er faktisk fuldt ud muligt. Udover at sikre et demokratisk ejerskab til vores solceller og vindmøller kan vi tage mange andre skridt, der på én gang bidrager til den grønne omstilling og samtidig gør livet bedre og billigere. Ikke mindst i landdistrikterne.

Vi kan få busserne tilbage til landsbyerne og sænke priserne på billetterne eller gøre det helt gratis at tage bussen, ligesom Enhedslisten har sikret i Fredericia. Vi kan indføre en billig statslig leasingsordning for elbiler, som gør det muligt for lavindkomstfamilier at skifte den gamle dieselhakker ud med en sikker og grøn elbil. Og vi kan give en langt højere økonomisk støtte til at udskifte gasfyret med den langt billigere fjernvarme eller varmepumpe.

Alt sammen er med til at sænke udledningerne, men på en måde, der samtidig sikrer, at almindelige danskere har lidt mere tilbage til sig selv, når regningerne er betalt.

Den grønne omstilling behøver ikke at være elitær og asocial. Og vi behøver ikke, som Støjberg foreslår, vende klimakampen ryggen for at sikre rimelighed og retfærdighed – også i Danmarks landsbyer og landdistrikter. Vi kan i stedet give landsbyer, byer og familier nøglerne til og magten over deres egen grønne fremtid. Så den grønne omstilling bliver noget, vi deler, glædes over og bygger sammen. Ikke noget, som kapitalfonde og investorer presser ned over hovedet på os.