Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Inger Støjberg elsker Danmark

Er det virkelig et sandt billede af vores land, Inger Støjberg maler?

Lana Nagat AminGymnasieelev, Aarhus C

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Inger Støjberg elsker Danmark. Det er hendes livs mission at redde danskerne fra jernmarker, menneskerettighedskonventionen og fremmede skygger. Hun elsker Danmark så meget, at hun står op for sandheden — også når den skal bøjes en smule for at passe ind i hendes fortælling. Men når hendes egen motorvejsfortælling viser sig ikke at være sand, bliver det pludselig uklart, hvem der undergraver hvad.

Mens man som sosu-assistent står alene på aftenvagt med 15 beboere, så er hun optaget af … tørklæder. For intet siger “kærlig omsorg for danskerne” som at glemme kernevelfærden og fokusere på symbolpolitik, ingen får det bedre af.

Inger Støjberg elsker Danmark så meget, at hun tilsyneladende mener, at Danmark er bedst, når det er bygget på frygt, stereotyper og fortællinger, der passer til hendes politiske projekt. Hvis det er kærlighed til Danmark, så er det kærlighed, der kræver fjender for at kunne overleve. En kærlighed, der trives bedst i konflikter, fortællinger og symbolpolitisk røg. Vi andre står tilbage med hverdagen, velfærden og virkeligheden. Måske elsker Inger Støjberg mest det Danmark, hun selv har opfundet.