Stop med at reducere børn til diagnoser – også i litteraturen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I mit arbejde i Læs for Livet, en velgørende forening, mødte jeg for et stykke tid siden en dreng på ni år. Da jeg spurgte ham, hvad han hed, gav svaret mig kuldegysninger. For han lagde hånden over hjertet og svarede højt: »adhd!«

Jeg måtte spørge igen efter hans navn, før jeg fik det. Ali. Ali, som var mere adhd i sin selvbevidsthed end det navn, han havde haft siden fødslen.

Den korte scene burde få alarmklokkerne til at ringe hos os alle. For når et barn først og fremmest præsenterer sig som en diagnose, er det et tegn på, at vi som samfund – og som kultur – har lært ham, at det er sådan, han skal forstå sig selv. Og litteraturen har en del af ansvaret.

Der udgives i disse år flere bøger om børn med diagnoser, neurodivergens og andre udfordringer. Det er vigtigt. Men alt for ofte bliver diagnosen selve identiteten i fortællingen. Karaktererne fremstilles som problemer, der skal forklares eller løses, i stedet for som hele mennesker med flere lag. De bliver pædagogiske cases forklædt som fiktion.

Børn spejler sig i det, de læser. Hvis de kun møder karakterer, der er defineret af det, der er svært, risikerer vi, at de begynder at se sig selv gennem samme snævre linse. Ali, der sagde »adhd!«, er ikke et enkeltstående tilfælde. Han er et symptom.

Det samme gælder de børn, der får andre etiketter end diagnoser. “Problembarn”, “ham, der larmer”, “hende, der kommer fra kaos”. Sådanne ord sætter sig fast. De hænger ved i skolen, i hjemmet og i barnets egen fortælling om, hvem de er. Litteraturen kan enten fastholde de etiketter. Eller nedbryde dem. Hvis vi bliver ved med at skrive børn ud fra det, der er ”galt” med dem, risikerer vi, at de selv tror, at diagnoserne og prædikaterne er hele forklaringen på deres person. Og det er det jo aldrig.

Episoden med Ali førte til idéen til ”Neuro”-bogserien, som blev udviklet i samarbejde med forlaget Alinea. Målet var netop at vise, at en anden slags fortælling er mulig. Serien har neurodivergente hovedpersoner, men det er ikke diagnosen, historierne kredser om. Fortællingerne er spændende, finurlige, sjove og alvorlige på samme tid, og neurodivergensen er til stede uden at dominere. Der er plads til, at karaktererne kan være hele mennesker.

Et barn som Ali kan finde genkendelse og spejling – hvilket er afgørende – men uden at blive reduceret til “problemet” eller til sin diagnose. Og sådan synes jeg, al børnelitteratur bør tænke.

Derfor er min appel enkel: Forfattere, forlag, lærere og redaktører må insistere på historier, der viser børn som hele mennesker. Ikke som diagnoser eller problemer. Vi skal skabe fortællinger, der giver børn flere identitetsmuligheder, ikke færre. Fortællinger, der udvider deres selvforståelse i stedet for at indsnævre den. For hvis vi ikke giver børn andet end etiketter at spejle sig i, må vi ikke blive overraskede, når de begynder at præsentere sig selv på samme måde.