Kære regering: Her er jeres ønskebarn – hvad vil I så have, at jeg gør nu?
Jeg har gjort præcis, som I bad mig om: Hastet gennem uddannelsessystemet uden at tage den pause, jeg måske nok kunne have haft brug for undervejs. Men nej: Nu er jeg 23 år, uddannet – og ledig. Hvorfor skulle det gå så hurtigt?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kære politikere: I kender måske til min eksistens, I har været med til at opdrage mig de sidste mange årtier, men jeg ved ikke, om I er klar til eller vil anerkende jeres ansvar for min opvækst.
Mens jeg har bevæget mig gennem uddannelsessystemet, har I stået i baggrunden og sagt, at det skal gøres hurtigst muligt, så jeg kan komme ud og være en samfundsyder i stedet for en samfundsnasser.
Det har jeg gjort; jeg tog på efterskole i 9. klasse og ikke 10., fordi hvad skulle jeg med et fjumreår, når jeg allerede i folkeskolen klarede mig godt? Jeg tog direkte på gymnasiet, hvad ellers, og afsluttede med bravur.
Og hvad skulle jeg så? – det gik stadig meget godt i min uddannelse, nogle vil kalde mig en af de typiske 12-talspiger, og jeg vidste godt, hvad jeg ville, og hvilken uddannelse jeg skulle have på universitetet. Så hvorfor et sabbatår, når jeg lige så godt kunne drage fordel af at kunne gange mit gennemsnit på en uddannelse, der så (desværre) melder alle optaget?
Jeg går altså direkte fra gymnasiet til universitetet, og end ikke her har der været nogen slinger i valsen – færdig på fem år, kandidatgrad i fransk og nordisk sprog.
Så nu er jeg færdiguddannet som 23-årig, og hvad nu? Når jeg møder nye folk, bliver alle overraskede over, at jeg allerede er færdig; hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor har du ikke holdt nogle pauser? Hvorfor har du så travlt? Tja, når der er så meget incitament til at gøre, som jeg har gjort, når der er så mange tiltag til at få os så hurtigt igennem uddannelsessystemet som muligt, så er det måske ikke så mærkeligt.
Når der undervejs i uddannelsen har været tanker om at tage et år ind imellem bachelor og kandidaten, blev det affejet med, at jeg jo så ikke var juridisk sikret til at kunne starte.
Når jeg havde en psykisk overbelastning undervejs i studierne og blev spurgt af min læge, om det ikke var en god idé at blive sygemeldt et semester, var svaret nej. Både fordi jeg ikke kendte til mulighederne for udskydelse og omlægning af min uddannelse (og heller ikke søgte dem sandt at sige), og fordi jeg ikke så det som en mulighed.
Hvorfor? Måske fordi jeg hele tiden hører fra samfundet, at vi ikke skal tage længere tid end højst nødvendigt. Er det ikke derfor, I også fjerner det sjette SU-klip?
Jeg kan godt se det samfundsmæssige perspektiv; jo, vi får vores uddannelse gratis, jo, det er de andre, både de ældre og de med kortere uddannelse, der betaler for, at vi får en længere uddannelse, og jo, vi skal også ud at yde tilbage til samfundet på et tidspunkt.
Men hvad hjælper det at skynde os igennem et uddannelsessystem, når vi 1) får slag undervejs, 2) ikke får tid til fordybelse, og 3) ender på den anden side uden de store jobmuligheder, fordi alle søger nogen med erfaring? Og hvornår skulle jeg kunne have fået den erfaring, når jeg havde travlt med at blive færdiguddannet, så jeg kunne komme ud og få et arbejde (og erfaring)? I stedet ender jeg med store samvittighedskvaler … på dagpenge.
Ret skal være ret, jeg har arbejdet et år som gymnasielærer, og jeg har nu nogle enkelte timer på Aarhus Universitet, hvor jeg arbejder som ekstern lektor, alt sammen med stor tak til min vejleder, der har givet garanti og grønt lys til arbejdsgiverne.
Jeg kan kun gisne om, hvordan min jobsituation ville se ud, hvis ikke hun havde hjulpet mig. Men selv med mit arbejde er min alder et stort samtaleemne for folk rundt om: Er du ikke rimelig (for) ung i forhold til jobbet? Hvordan håndterer dine elever og studerende, at du er så ung?
Og jeg har da bestemt mine udfordringer, men jeg ser dem ikke som være kommet af min alder, og der skal ikke lyde et ondt ord om hverken mine elever, studerende eller min arbejdsplads. De har alle taget godt imod en ung og nyuddannet cand.mag. uden erhvervserfaring – tak til dem!
Hvor ville jeg dog bare ønske, at der var flere, der kunne se styrken i at ansætte de nye diamanter fremfor det grå guld. Og hvor ville jeg ønske, at når der var så meget incitament til, at arbejdstagerne skal hurtigt igennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet, at der så også var incitament til, at arbejdsgiverne tog imod den nye arbejdskraft.
Så kære regering, kære politikere. Jeg er ønskebarnet, jeg har skyndt mig igennem min uddannelse for at stille mig til rådighed for arbejdsmarkedet. Men jeg mangler erfaring, og jeg mangler at have haft tiden til fordybelse og tiden til pauser undervejs i mit uddannelsesforløb.
Så hvad nu – hvad vil I have mig til at gøre nu? Hvorfor skal jeg skynde mig, når jeg ikke kan se frem til en gulerod på den anden side?