Vi risikerer kostbare fejlinvesteringer i energisektoren: Det er støttekarrusellen, den er gal med

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lars Aagaard ønsker 30/11 i JP at bringe et korrektiv til min kronik samme sted 12/11, hvor jeg advarede mod risikoen for store økonomiske tab ved en massiv overproduktion af ikke-styrbar sol- og vindkraft. Nemlig under de forudsætninger om fremtidige investeringer i sol- og vindkraft, som Energistyrelsen i et dokument AF24 har udstukket som vejledning for Energinets udbygning af kabelnettet frem mod 2050.

Jeg er usikker på, om ministeren rigtig har haft tid til at læse min kronik, for han skriver, at Vestergaard efter at have kigget dybt i AF24 er nået frem til, at Danmark sigter efter at kunne producere strøm til ca. 185 mio. mennesker i 2050, og at det er helt ved siden af. Men det er jo ikke mig, der har beregnet tallet.

Det fremgik klart af kronikken, at det er det meget velanskrevne, rådgivende ingeniørfirma COWI, der har estimeret tallet, ud fra hvad der står i det omtalte dokument AF24. Det er sket i rapporten ”Analyse af barrierer for øget finansiering og investeringer i den grønne omstilling”.

Det er COWI’s tal, som jeg lagde til grund for min kronik, og jeg forstår derfor ikke, hvorfor ministeren ikke retter skytset mod COWI i stedet for mod mig?

Lars Aagaard skriver så videre, at det er forkert at tale om, at strømmen bruges af »mennesker«. En stor del bruges af industrien, transportsektoren og datacentre. »Derfor er Vestergaards tal misvisende.«

Her må jeg tage COWI’s ordvalg i forsvar. Det er almindelig sproglig praksis, når energiudviklere af vind- og solkraft fortæller, hvor mange hundrede tusinde mennesker deres projekter kan levere strøm til.

Jeg kan også minde klima- og energiministeren om, at hans egen Energistyrelse i en pressemeddelelse 25/1 2022 om den kommende havvindmøllepark Thor skrev, at vindmøllerne »kan levere strøm svarende til forbruget i cirka en million danske husstande«. Der blev ikke talt om industri og transport mv. Det samme sker andre steder på Energistyrelsens hjemmeside.

Men afgørende er, at Lars Aagaard ikke forholder sig til det, som er hovedsagen i min kronik. Nemlig at ønsket om i løbet af de næste par årtier at basere hele den danske energiforsyning på vind og sol plus noget elimport fra Norge og Sverige betyder en voldsom overinvestering for at sikre, at der det meste af tiden er (tilstrækkelig) dansk produceret strøm, når det er mørkt, og vinden er svag. Og at det kræver en støttekarrusel, som kan forudses at fortsætte.

Resultatet er nemlig, at der jævnligt er alt for meget strøm, og så bliver prisen på strøm banket helt i bund. Derfor er det ikke længere rentabelt at opstille vindmøller og solcelleparker på markedsvilkår, som man forestillede sig, da renten var lavere, og materialerne billigere.

Derfor har ministeren sammen med et politisk flertal besluttet at støtte havvindmøller – med op til 55,2 mia. kr. til to parker i Nordsøen og en ved Hesselø samt foreløbig 17,6 (men behov for 31 mia. kr.) til energiø Bornholm – for at de alligevel kan blive opstillet og lave strøm.

Men når der produceres mest strøm, er der ikke brug for al strømmen.

Derfor vil politikerne også give støtte til elektrolyseanlæg, der kan lave såkaldt grøn brint af overskudsstrømmen. Foreløbig er der afsat 1,25 mia. kr. til seks projekter.

Men videre har politikerne aftalt at give et brintrør til Tyskland op til 15,7 mia. kr. i støtte, så det kan transportere den grønne brint til Tyskland.

Det første tilskud kræver altså det andet tilskud, som igen kræver det tredje tilskud, for at det første tilskud giver mening. Det er det, som dansk energipolitik går ud på nu. Det betyder stor risiko for store samfundsøkonomiske fejlinvesteringer. Så meget mere, at Tyskland stadig ikke er sikker på sin brintstrategi.

Det er denne støttekarrusel, min kronik handlede om, og den forholder Lars Aagaard sig ikke til. Ej heller, hvorfor Danmark overhovedet skal bruge milliarder af kroner for at hjælpe Tyskland med energiforsyningen. Det er en diskussion, som også foregår i Norge og Sverige.

Den tyske Rigsrevision, Bundesrechnungshof, advarede i øvrigt for en måned siden i en analyse den tyske regering kraftigt mod at satse på tilskud til dyr grøn brint, af frygt for at det udvikler sig til en årlig tocifret milliardudgift i euro for det i forvejen underskudsbelastede forbundsbudget.

Lars Aagaard spørger mig til sidst retorisk, om jeg i stedet for vind og sol forestiller mig nye kulkraftværker, atomkraftværker eller russisk gas.

Jeg forestiller mig ikke noget. Men jeg beder om – og mange andre med mig, forstår jeg på den reaktion, som jeg har fået på min kronik – at Aagaard og hans embedsapparat åbent fortæller, hvordan den store mængde sol- og vindkraft, de forestiller sig skal opstilles frem til 2050, kan opstilles, så det ikke kræver et stort antal milliarder kroner i støtte fra statskassen.