Mit kommende arbejde er ikke bare ”at tage en for holdet”

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden var jeg i byen og drak et par øl med en veninde. Vi faldt i snak med en gruppe fyre, og samtalen forløb, som den slags samtaler ofte gør med småsnak, overfladiske spørgsmål og nik, fordi musikken er så høj, at halvdelen af det, der bliver sagt, har blendet sig ind med en Gilli-sang.

Men lytteevnen blev skærpet, da jeg nævnte, at jeg læser til sygeplejerske og er færdiguddannet til sommer. Kommentarerne faldt prompte: »Så tager du en for holdet.« »Helt ærligt, hvis du selv skulle vælge, var det så seriøst sygeplejerske, du gerne ville være?« Og »godt, der er nogen, der gider. Jeg gad fandeme ikke.«

Og nej, så er det jo heldigt, at du ikke skal det, tænkte jeg. Og ja, der er faktisk ingen andre uddannelser, der kunne være mere spændende at læse.

Det er langtfra første gang, jeg hører den slags bemærkninger. I forskellige sociale sammenhænge bliver man hurtigt sat i bås som én, der har “trukket nitten” på sin sidsteprioritet, da man skulle søge uddannelse. Eller én, der valgte sygeplejefaget, fordi man ikke vidste, hvad man ellers ville med livet. Som om studiet er en nem løsning. Som om professionen er noget, man falder ind i ved en tilfældighed – og ikke af ambition.

Ofte sidder jeg tilbage med tanke på, hvorfor sygeplejersker forbindes med at være nogen, der »tager en for holdet«, i stedet for nogen, der tager sin karriere og fremtid alvorligt? Hvorfor antager så mange, at det er en uddannelse, man bare vælger, hvis barren for drømme er nede at kysse jorden? Hele den forståelse mener jeg vidner om en dybt forsimplet forståelse af både faget, uddannelsen og den enorme faglige spændvidde, der faktisk kræves.

At uddanne sig til sygeplejerske er ambitiøst. Det er et fag, der er mere komplekst, end de fleste aner. Vi forventes at have solid viden inden for medicin, anatomi, fysiologi og farmakologi. Vi skal forstå psykologi, etik, kommunikation og juridiske rammer. Vi skal kunne navigere i organisatoriske strukturer, akutsituationer, tværfaglige samarbejder og menneskers mest sårbare øjeblikke. Og alt dette skal vi kunne koble sammen i nogle rammer, som i øvrigt kan forekomme ret pressede.

At reducere sygeplejefaget til at være i stand til at smile og sige godmorgen til fru Hansen er ikke bare forkert. Det er respektløst. Det afslører en manglende indsigt i, at sygepleje er et akademisk fag, der bygger på teori, forskning og kritisk refleksion. Det er et fag, hvor man konstant skal udvikle sig og opdatere sin viden, fordi ny forskning og nye behandlingsmetoder hele tiden ændrer kravene til os.

Derfor er det skræmmende, hvordan diskursen om sygeplejefaget er blevet forfladiget. Sygeplejersker portrætteres i nogle tilfælde med en form for lavstatus, nogen, der ikke ved, hvad de vil med deres liv, nogen, der laver de opgaver, som ingen andre gider. Men intet kunne være mere usandt.

For sandheden er, at faget kræver mod, integritet, analytisk sans og en faglig tyngde, der burde vække respekt og en oprigtig tanke om, at det er ambitiøst.

Hvis man virkelig mener, at det ikke er prestigefyldt at læse til sygeplejerske, så mangler man ganske enkelt indsigt. For hør nu her, det er ikke at »tage en for holdet«. Det er at ville dygtiggøre sig på vegne af sig selv og hele det sundhedsvæsen, det hele bygger på.