Vi liberale skal turde insistere på nuancerne i udlændingepolitikken – det skal ikke kun være tæsk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

To unge gutter blaffer på en amerikansk landevej. Bil efter bil kører forbi. Et kærestepar blaffer også. De har langt større succes med at blive samlet op, og de bliver endda mødt med små hverdagsfordele – et måltid mad, en overnatning og generelt en enorm imødekommenhed. Den eneste forskel mellem de to par var, at kæresteparret er etnisk danske, og de to gutter er mørklødede.

Begge par var med i dette års TV 2-program ”Først til verdens ende”, hvor deltagerne i denne sæson på et begrænset budget skulle rejse gennem USA og Canada.

Denne sæson var dog mere end underholdende, den gav et indblik i, hvordan det er, når man altid er et par point bagud, og den gav en rød advarselslampe om, hvor dansk udlændingepolitik er på vej hen, hvis ikke vi liberale fatter mod og insisterer på nuancerne i udlændingepolitikken.

I starten af november flyttede formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, barren for nederdrægtighed i dansk udlændingepolitik endnu et nøk ned. Danmark skal begynde den store ”remigration”, må man forstå, hvor udlændinge, der ikke forsørger sig selv, skal smides ud af Danmark, og hvor udlændinge, der har opnået statsborgerskab, skal op til en endnu sværere prøve. Og bestås den ikke, skal de miste statsborgerskabet, lyder det.

Man kan naturligvis ikke være uenig med Messerschmidt i, at kriminelle udlændinge ikke hører til i Danmark. Man kan heller ikke være uenig i, at udgangspunktet for alle, der lever i Danmark, må være, at man forsørger sig selv.

Men det er altså ikke ulovligt, at man kan miste sit arbejde og derfor være på kontanthjælp i en periode. Og hvad med retssikkerheden for de mennesker, der har fulgt reglerne i Danmark og opnået den fineste rettighed i dette samfund – statsborgerskabet, er deres retssikkerhed mindre værd? Det giver DF-formanden ikke svar på.

Meldinger som dem, DF-formanden er afsender på, slår kiler ned gennem vores samfund. Når vi begynder at tale om, at helt almindelige borgere i samfundet – en studerende på SU, en marketingassistent, der desværre har mistet sit arbejde, en borger, der har slidt sig gennem danskundervisning for at opnå dansk statsborgerskab, er en form for andenrangsborgere, der skal have sværere vilkår, bare fordi deres familier ikke stammer fra Danmark, splitter vi samfundet.

I USA følte Rand og Muhammed, som de to mørklødede gutter hedder fra ”Først til verdens ende”, sig systematisk uvelkomne. I Canada var oplevelsen en helt anden. Der i sofaen kunne vi alle følge med i, hvordan etnicitet – som enestående faktor – gav dem en ulempe. Her blev resultatet af splittende, polariserende og nedværdigende retorik om etniske minoritetsgrupper tydeligt for alle, der så med. Nu er Dansk Folkeparti ved at skabe samme tendens i Danmark.

Jeg er liberal. Jeg tror på, at vi skal møde alle mennesker på baggrund af deres handlinger. Jeg tror på en stram og konsekvent udlændingepolitik, men helt ærligt, det behøver ikke serveres med tørre verbale tæsk og dramaturgi, som når Jakob Kjeldbjerg råber »det skal sgu være hårdt« i Robinson-Ekspeditionen.

Politik og mellemmenneskelighed er ikke et udskilningsløb på en tropeø, når debatten også vedrører folk, som hver dag får Danmark til at hænge sammen. Vi har brug for hinanden, og Danmark har brug for international arbejdskraft.

Derfor bør vi borgerlige og liberale stemmer tage klar afstand fra Dansk Folkepartis generaliseringer og i stedet holde fast i en pragmatisk, stram og ansvarlig udlændingepolitik, der ikke skærer alle over én kam.

For snart må vi indse, at Danmark ikke har råd til at gøre sig dummere, hårdere og mere utilnærmelig, end virkeligheden kræver. Og særligt med det in mente, at vi aldrig må blive som USA i mødet med mennesker, som ikke ligner os selv.