Tiden er løbet fra en statsreligion. Kirken skal være herre i eget hus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kristendommen skal ikke have særrettigheder, fordi der engang for mange år siden var en konge ved navn Harald Blåtand, der af krigs-strategiske årsager ændrede statsreligionen fra asatro til kristendom. I dag er den danske folkekirke overalt; du møder den i skolen, når konfirmationsforberedelsen ligger omgivet af de ellers almindelige timer, og når du har ferie, fordi Jesus vist nok blev født omkring den 24. december. Man skal absolut have friheden til at tro på det, man vil, og dyrke sin tro, men det er en privatsag, som staten ikke skal være bisidder i.

Og helt ærligt, så skal staten også blande sig udenom, hvordan de hellige skrifter tolkes, og det kan kun ske med en adskillelse af kirke og stat. Vi skal lade kirken blive herre i eget hus, således at kristne selv kan læse deres tekster uden statens indblanding.

Religion bør være en privatsag. Ingen bør blande sig i, hvad du tror på, og hvilken religion du har. Det er noget, som er op til dig selv. Det betyder også, at staten ikke bør favorisere en religion, ligesom man gør med kristendommen. I stedet bør vi indføre religionslighed, således vil det også blive lettere at opnå en sekulariseret stat.

I dag ophøjer grundloven den evangelisk-lutherske tro over alle andre religioner, og i et liberalt land som Danmark bør staten ikke fortælle dig, at en religion er bedre end en anden. I forlængelse af dette må vi også anerkende, at Danmark har rykket sig fra dengang i 900-tallet, hvor vi blev gjort kristne, idet vi er en langt mere divers befolkning i Danmark i dag, hvor udbredelsen af forskellige religioner er stigende.

Og ja, selvfølgelig har kristendommen haft en kulturel og historisk betydning for Danmark, hvilket jeg fuldt ud anerkender, men det betyder ikke, at tiderne ikke har skiftet. Man kan sagtens bevare forståelsen af kristendommens kulturhistoriske betydning uden at give kristendommen særstatus i grundloven. Man kan nemlig sagtens anerkende, at kristendommen har og har haft stor betydning for Danmark, og det tror jeg ikke, vi kommer til at glemme – Harald Blåtand huggede det trods alt i sten. Grundloven er dog ikke hugget i sten, og den kan og bør blive opdateret, så den kan understøtte et friere Danmark.

Kirken vil også få mere frihed til at dyrke kristendommen, da der ikke skal være et kirkeministerium efter adskillelse af kirke og stat, samtidig med at alle love, der kun omfatter folkekirken, ophæves. Kirken skal altså behandles på præcis samme måde som andre trossamfund i Danmark. Dette giver mulighed for en mere divers og favnende kirke, drevet af mennesker, der tror på kristendommen, og ikke af embedsfolk i København.

Adskillelse af kirke og stat smækker ikke døren i hovedet på kristendommen, tværtimod gør det kirken til herre i eget hus.