At gøre julen til en fælles fortælling er vaskeægte åndelig oprustning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Julen er en multikulturel sæsonfejring med en myriade af forskellige elementer, som skiller os. Nogle tror på Kristus – andre ikke. Nisser – nogle elsker dem, andre hader dem ligefrem. Og musikken bliver vi aldrig enige om. Men den mørke vinter, naturen og sæsonernes skiften har vi alle til fælles – og kan måske bruges til at skabe åndelig oprustning?

Mette Frederiksen udtrykte de første tanker om den åndelige oprustning i foråret. Og siden har et væld af kloge hoveder budt ind på, hvad det handler om. For det er i hvert fald ikke bare kristendom – selvom samtlige fortalere er store fans af både den og folkekirken.

Derfor stræber diverse politikere og debattører efter at formulere missionen bredt. Og åndsbegrebet er blevet en mangefacetteret størrelse. Det er et uhåndgribeligt mørkt stof i selve bevidstheden og fællesskabet, forklarer Bertel Haarder i sin bog ”Sjælespark”. Og det handler om en række kulturelle fællesnævnere, f.eks. »folkeskole, folkekirke og folkepension«, som Ida Auken sammenstillede i en elegant retorisk manipulation i P1.

Som repræsentant for de mere kritiske ikke-troende danskere har jeg gjort en ivrig indsats for at forstå denne ånd i bøger og podcastsamtaler med advokaterne for den. For at se, om de kunne forklare, hvad der ligger i det – udover kristendommen. For den foreslås fortsat som det indlysende flagskib blandt flåden, der skal kæmpe det åndelige slag, der ligger forude.

Men jeg har stadig svært ved at spotte, hvilken yderligere visdom der ligger i det bredere åndsbegreb. Nøjagtig ligesom religioner som kristendommen bygger åndsbegrebet oven på den almene erkendelse af de menneskelige naturlige vilkår og de få indsigter, vi har erhvervet os som dyreart. Men jeg forstår så langt, at ånd er over det enkelte menneske – og mere end religion. Og så er det noget, vi har til fælles.

Hvis ånd skal handle om gode fællesnævnere, så er der vel ingen over vores naturlige omgivelser, som viser sig fra en særlig kant i juletiden. De kortere dage og mørkere nætter har en betydelig og beviselig indvirkning på vores mentale helbred.

Det tror jeg også, at vikingerne vidste. Mørket har nok også for dem været en både fysisk og mental udfordring, som de blandt andet håndterede med markeringen af vintersolhvervet. Derfor handlede julen for dem ikke kun om guder, nisser og overtro – men om at minde hinanden om sæsonernes skiften, og at den mørke tid ville blive afløst af lys og varme igen.

Naturen er en fællesnævner for samtlige mennesker i landet. Den slår landsholdet, kongehuset, samtlige mellemøstprædikanter – ja, hele bundet. Vi døjer alle med at håndtere kulden og mørket. Økosystemets jul er alles jul.

Islam har, så vidt jeg forstår, ingen markeringer af vintersolhvervet. Så her er en anledning for vores også muslimske danskere at kigge med i Jernalderens folklore. Nordiske vintertraditioner om fællesskab i mørket, lys i håbet, gavegivning og social omsorg.

Den inkluderende jul, hvor der fokuseres mere på fællesskabende end adskillende fortællinger, er åndelig oprustning. Naturen, planeten og Solen er fundamentet.

Så kan de forskellige fortællinger om julemand, Jesus, vise mænd (”Hvordan skal vi nå frem til jul?” af Johannes Møllehave er en personlig favorit), ofringer til Frej, blot, engle, helgener og rappende nisser være den krydderihylde, fra hvilken man kan mixe frit. Og må jeg foreslå en god sjat af det med, at store værner om de smås vinter.