Hvorfor føles det skamfuldt at ville holde jul alene?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den hyggelige juletid nærmer sig, og det synes, som om julepynten hvert år finder vej til butikkerne tidligere og tidligere. Næppe er halloween-fejringen overstået, før glitrende julekugler og duften af gran har overtaget pladsen.

Men for nogle af os er julen ikke længere forbundet med den samme varme følelse som tidligere. Tværtimod kan højtiden vække en stille skam. Ikke over at mangle nogen at fejre den med, men over at ønske at fejre den alene.

Det er en mærkelig dobbelthed. I en tid, hvor vi hylder individualitet og selvstændighed på alle andre områder, er det stadig tabu at ville tilbringe juleaften i eget selskab. Vi er kulturelt opdraget til at forstå julen som fællesskabets højtid. En aften, hvor ingen bør være alene.

Men måske er det netop denne fastlåste forestilling, der skaber følelsen af skam, når nogen vælger anderledes.

Jeg har altid elsket julen. Så inderligt og entusiastisk, at jeg i bedste Gertrud Sand-stil ofte er begyndt at pynte op allerede i oktober. Jeg kaldte det for pre-julepynt for at gøre lidt grin med mig selv. Jeg gik i skoven for at finde mos, grankogler og agern til dekorationer og elskede at julehygge til den helt store guldmedalje.

Men efter jeg blev kronisk syg, og en lang periode med svær depression fulgte, ændrede mit liv og nogle af mine relationer sig markant. Det betød, at julen heller ikke længere blev fejret, som den plejede. Og i det tomrum opstod en uventet følelse: skam. Ikke skam over at have mistet noget, men over tanken om at ville være alene juleaften.

I dag holder jeg jul med min far hvert andet år. De år, hvor det ikke er tilfældet, har jeg ofte tøvet. Ikke fordi jeg ikke havde alternativer, men fordi jeg ikke ville virke påtrængende. Alligevel føltes det forkert at sige højt, at jeg egentlig gerne ville være alene.

Jeg trives i mit eget selskab. Men der er noget ved netop den aften, som gør det anderledes. Måske er det traditionen. Måske er det alt det, vi forbinder med julen: minderne, gentagelsen, forventningen.

Jeg begyndte at miste lysten til at pynte op og nyde julestemningen, som jeg ellers altid havde elsket. Det fik mig til at tænke tilbage på en oplevelse i 2012, hvor jeg flyttede til Norge for et nyt arbejde. Jeg havde kun boet der i få måneder, da den norske nationaldag, 17. maj, nærmede sig. Alle mine kollegaer talte om den med begejstring, men for mig var det blot en dato.

Da dagen kom, blev jeg overrasket over omfanget af festlighederne. Det var smukt og rørende at se, hvor meget dagen betød for nordmændene. Jeg forstod, hvorfor nogen ville føle sig ensomme, hvis de ikke havde nogen at dele den med. Men for mig var den følelsesmæssigt tom. Jeg havde ingen traditioner, ingen minder knyttet til netop den dato.

Det fik mig til at indse, at juleaften, den 24. december, egentlig også bare er en dato. En dato, der for mange er ladet med følelser, traditioner og minder, men i bund og grund blot én af årets 365 dage. Da jeg begyndte at betragte den på den måde, blev den lettere at forholde sig til.

For julen er jo ikke kun juleaften. Julen er hele perioden med julelys, julemarkeder, duften af gran og lyden af julemusik. Jo mere jeg fokuserede på alt det omkring selve dagen, desto mere fandt jeg tilbage til den glæde, jeg havde mistet. Jeg genfandt min indre Gertrud Sand.

Julen for mig er november og december. Ikke nødvendigvis selve juleaften. Den 24. december har i virkeligheden ofte været en dag fyldt med forventninger, forpligtelser og traditioner snarere end glæde. Da jeg lærte at ændre mit fokus, genvandt jeg kontrollen over mine tanker og min juleglæde.

Tanken om at holde jul alene skræmmer mig ikke længere. Måske fordi jeg ved, at jeg har et sted at være, hvis jeg ønsker det. Men mest af alt, fordi jeg har ændret mit perspektiv. Julen er for mig blevet et spørgsmål om stemning, ikke struktur. Om nærvær, ikke nødvendigvis samvær.

Alligevel er det tankevækkende, hvor stærkt samfundets fortælling om fællesskabets jul står. Hvert år hører vi opfordringer til at åbne dørene for dem, der »ikke har nogen at fejre med«. Det er i udgangspunktet en smuk tanke, men den afslører også, hvor svært vi har ved at acceptere, at nogen vælger noget andet.

For nogle er ensomhed en smerte. For andre er alenetid et valg. At holde jul alene behøver derfor ikke at være et udtryk for ensomhed, men kan tværtimod være et tegn på sindsro, selvindsigt og accept af livets foranderlighed. Men vores kulturelle ramme gør det svært at sige højt.

Måske er det på tide, at vi udvider forståelsen af, hvad julen kan være, og at vi tør give slip på forventningerne og de fastlåste traditioner.

At vi anerkender, at højtiden ikke kun handler om fællesskab, men også om refleksion og friheden til at skabe sine egne traditioner. Og måske er det netop i denne forståelse, at julens egentlige budskab findes – i evnen til at finde fred i nuet og glæde i det nære, uanset hvordan eller med hvem man vælger at fejre den.