Alle, der arbejder med sprog, kan blive de første store ofre for AI

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg havde engang en barnlig tro på, at AI ville blive min generations store gave. Et redskab, der kunne løfte os – som en slags digital personlig træner, bare uden sved og dommedagsmusik. Jeg gik rundt med armene i vejret og tænkte, at det her er genialt.

Men begejstring er en sjov størrelse. Den ligner kærlighed i starten og afhængighed til sidst. For nu står jeg her og mærker en mærkelig mæthed. Ikke modstand. Mæthed.

Som om jeg har spist mig igennem tre år med teknologisk fastfood og pludselig savner et måltid, nogen faktisk har stået og lavet.

Det slog mig for nylig, da jeg igen stod ved en scan selv-kasse. Jeg plejede at juble over dem. Effektivitet! Selvstændighed! Farvel til smalltalk og ”ha’ en god dag”.

Men jeg savner pludselig blikket fra et menneske bag disken. Måske fordi jeg selv har stået dér – i KIWI Minipris, i skriggrønne crocs og grønternet skjorte, hvor man hver dag blev mindet om, at et samfund ikke kun er bygget af varer og priser, men af de små bevægelser mellem mennesker.

Og det slog mig: Når vi skal effektivisere, er det ofte mennesker, vi taler om.

Det ser jeg også nu, hvor AI-bølgen vælter ind over sprogbranchen. Jeg har for nylig startet en virksomhed, hvor jeg i mine undersøgelser blandt andet har talt med korrekturlæsere, tekstforfattere og oversættere.

Nogle har mistet 90 pct. af deres indtjening det seneste år. Det er ikke omstilling. Det er et kollaps. Og ja – økonomien giver mening. AI skriver billigt og hurtigt. Ingen MUS-samtaler og lønforhandlinger.

Men hvad er det egentlig, vi sparer væk?

Sprog handler ikke om at producere ord på samlebånd. Sprog er det rum, hvor vi forstår hinanden. Det er vores fælles tankelaboratorium.

Når vi outsourcer det til en maskine, er det ikke bare et arbejdsgreb – det er en værdipolitisk beslutning forklædt som effektivisering.

For bag tallene ligger en større bevægelse: Vi reducerer menneskelig kvalitet til en linje i et budget. Vi accepterer, at mening kan gøres målbar. Vi begynder at tro, at det vigtigste ved et menneske kan erstattes, hvis blot resultatet ligner.

Det er her, vi skal være vågne.

Ledere spørger lige nu sig selv, om 80 pct. af kommunikationsafdelingen ikke lige så godt kunne erstattes af AI. Spørgsmålet er forståeligt. Men det er også forkert stillet. Det burde være: Hvad mister vi, hvis vi gør det?

For det er ikke kun sprogfagene, der bliver ramt. Det er bare den første dominobrik. Når man vænner sig til tanken om, at menneskelig dømmekraft kan automatiseres, bliver det pludselig logisk at gøre det alle steder. Men logik er ikke det samme som visdom.

Jeg skriver ikke dette som en teknologiforskrækket nostalgiker. Jeg elsker udvikling. Jeg har heppet på AI som en fanboy på første række. Men måske er det tid til at sænke armene og spørge sig selv: Hvor går grænsen mellem hjælp og erstatning? Hvor går grænsen mellem at styrke vores arbejde og at udhule det?

Der er valgkamp igen om knap 10 måneder. Måske er de kommende fire års største udfordring ikke udlændinge, der ikke vil arbejde. Måske er det, at vi snart er tusindvis af mennesker, som rammes på tværs af alle brancher på én gang. Noget, vi aldrig har prøvet før i menneskets historie.

Og vi taler ikke engang om det. Ikke en eneste gang har en politiker adresseret arbejdsmarkedets største udfordring nogensinde.

Derfor vil jeg i dag slå et slag for de sprogprofessionelle – inden det er for sent.

Lad os hylde originalitet og personlig stemme. Lad os gøre HI (human intelligence) mere populært end AI. Lad os gøre HI til et kvalitetsstempel og AI til et redskab – ikke en erstatning.

Ikke fordi AI er farligt. Men fordi alt, hvad der er skabt af mennesker, har sjæl og følelser bag, og det er mere værdifuldt end effektivitetsforbedringer.