Er det Mette Frederiksens ansvar alene. Eller et fælles SVM-ansvar?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Omsorg for vores demokrati er ikke blot et spørgsmål om regler og procedurer, det er et spørgsmål om ordentlighed.

Når politikere svigter deres ansvar og i stedet bruger kræfterne på at beskytte hinanden, smuldrer fundamentet under vores demokrati. Et retssamfund som det danske bygger på gennemsigtighed og respekt for borgerne. Men når magten lukker sig om sig selv, og ordentligheden fortrænges af taktiske hensyn, mister vi den tillid, som er demokratiets livsnerve.

Demokratiet skal vedligeholdes. Det kræver, at vi insisterer på, at politikere lever op til den ordentlighed, der burde kendetegne deres virke. Uden omsorg og ansvar smuldrer vores fælles arv, og vi står tilbage med et system, der beskytter magten frem for borgerne.

Vores land bygger på lov. Enhver regeringsbeslutning skal være stedfæstet ved lov. En beslutning uden lovgrundlag er i sin kerne ulovlig regeringsførelse. Hvis der ikke findes et tilstrækkeligt grundlag, må regeringen tage ansvar og få hastevedtaget en lov.

Alt andet er første skridt mod opløsning af demokratiet. For uden loven som fælles ramme bliver beslutninger vilkårlige, og borgernes tillid smuldrer.

Når ministerbiler bruges som belønning for tavshed, og når der ses igennem fingrene med forsøg på at købe Folketingets løsgængere, er det ikke blot enkeltsager, det er symptomer på en politisk kultur, hvor magten beskytter sig selv frem for demokratiet. Derfor er det naturligt at spørge: Hvad har forsvarsministeren egentlig kredit til, og hvordan vil han omsætte den? Bliver det nødvendigt at trække på den inden næste folketingsvalg?

Når magtens kreditter og byttehandler bliver en del af spillet, reduceres demokratiet til interne aftaler og skjulte privilegier.

Men hvor er demokratiets vagthunde? Når medierne undlader at stille de nødvendige spørgsmål, svigter de deres rolle som kontrolinstans.

Ordentlig journalistik ville kræve, at regeringspartnerne V og M blev spurgt, hvorfor de holder hånden over statsministeren. Lige så naturligt ville det være at spørge S og V, hvorfor de beskytter udenrigsministerens forsøg på at bestikke eller købe en løsgænger. Når disse spørgsmål ikke stilles, bliver pressens passivitet en medvirkende faktor til, at magten kan fortsætte uantastet, og demokratiet smuldrer indefra.

Står det virkelig så galt til, at vagthundene har opgivet? Vælgerne lader sig ikke narre, og deres dom ved næste folketingsvalg kan blive det mest uforudsigelige i Danmarks historie.

Måske er det i virkeligheden sådan, at vagthundene selv er blevet den største hindring for en tilbagevenden til politisk ordentlighed. For vi som vælgere har fået nok af den uhyggelige kultur, der præger SVM‑regeringens magtfuldkommenhed, fordækthed, lukkede døre og arrogance. S og M bærer ansvaret, mens Troels Lund Poulsen tier og samtykker.

Spørgsmålet er derfor ikke længere, om vælgerne ser igennem spillet, men hvor deres dom vil pege hen, når næste folketingsvalg er overstået.