Ideologisk burde jeg sige nej til en fusion. Men se det i øjnene: Arbejdernes bank er bare en bank

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er let at slå sig selv op som en af de ranke og rene rent ideologisk. Især når man taler om Arbejdernes Landsbank og fusionen med Sydbank og Vestjysk Bank.

Jeg vil egentlig gerne være ham, der står vagt om historien, værdierne og det fællesskab, der har båret Arbejdernes Landsbank frem i sin tid, og som fik min oldemor til at være én af bankens første kunder. Dengang var Arbejdernes Landsbank et modstykke til de store banker. Den gav almindelige folk på gulvet en reel tryghed, og den blev båret af tanken om et alternativ til den finansielle elite.

Sandheden om fortidens bank er dog mere mudret end de billeder, vi helst vil hænge fast i. For Arbejdernes Landsbank har i mange år opereret under nøjagtig samme markedsvilkår som alle andre banker. Finanstilsynets regler, konkurrencepres, kapitaldækningskrav og risikoprofiler er ikke noget, man kan danse uden om, heller ikke med røde faner i kælderen. Det romantiske billede er smukt, men det er ikke længere praksis til trods for Arbejdernes Landsbanks værdiformål og gode intentioner.

Hvis jeg skal være helt ærlig, vil det være en løgn at påstå, at det kun var af ideologiske årsager, jeg i sin tid købte ekstra aktier i Arbejdernes Landsbank. Selvfølgelig har de ideologiske værdier betydet noget, og selvfølgelig betyder min families historie med banken noget, men vi har alle vidst, hvor det bar hen.

Derfor kan de købte aktier ikke kun være ideologiske. Vi har alle i større eller mindre grad stået med én fod i den romantiske forestilling om, hvad Arbejdernes Landsbank er og kan, og med én fod i virkeligheden.

Det er måske netop derfor, at fusionen med Sydbank og Vestjysk Bank rammer dobbelt. Den giver mening. Brutal og nøgen finansiel mening. Fagbevægelsen har tabt medlemmer i årtier, økonomien er presset, og Arbejdernes Landsbank har haft brug for at stå stærkere i et marked, hvor små banker bliver spist. Og ja, forbundene ser også en chance for at stabilisere økonomien og sikre fremtiden. Det argument er ikke bare forståeligt. Det er reelt.

Men følelsen – den er en anden. Når vi taler om Arbejdernes Landsbank, taler vi om noget større end en forretningsmodel. Vi taler om fællesskabets økonomi, om arbejderfamiliernes stolthed, om et levn af noget, der engang stod i opposition til kapitalens magt. Jeg er fjerde generation, min søn femte, og Arbejdernes Landsbank har altid været et aktivt valg, ikke et tvangsgifte. Symbolet betyder noget, selv når virkeligheden ikke længere matcher det.

Her må jeg også indrømme det hykleri, der ligger i at kalde banken for Arbejdernes Landsbank. Sandheden er, at banken for længst er blevet en bank som alle andre banker. Der er ikke meget social særbehandling at hente i dag. Trængte arbejdere har i forvejen sjældent haft råd til at være aktionærer, og efter fusionen bliver det endnu sværere.

Det gør ondt at sige, men det er nok forfejlet at tro, at banker, forsikringsselskaber, pensionskasser og sundhedsordninger er andet end socialistiske plastre på et kapitalistisk system. Smukke plastre, ja, og til tider nødvendige. Men plastre er ikke løsningen.

Hvis vi vil ændre noget fundamentalt, så kræver det en omvæltning af en helt anden skala. Måske skal fag- og arbejderbevægelsen genfinde det gamle tankegods, de gamle idéer om social frigørelse og kollektiv styrke, for vores opgave er jo i sidste ende at øge livskvaliteten for vores medlemmer.

Det store spørgsmål er bare, hvordan man gør det i en tid, hvor flere og flere vender os ryggen. Hvordan holder vi fast i vores principper uden at miste pusten? Hvordan bevarer vi relevansen uden at udvande værdierne?

Her ender min splittelse. For selvom hjertet skriger på et ideologisk ”NEJ” til bankfusionen, så ville det være hyklerisk, når jeg i praksis selv har haft fordel af bankens udvikling og står økonomisk stærkt nok til at bære idealerne uden risiko. Et nej ville for mig være en form for gratis solidaritet: flot på papiret, men uden konsekvens for mig selv og helt forfejlet i sin ærlighed.

Derfor stemmer jeg for, også selvom det gør ondt. Det er ikke en sejr for ideologien. Det er en ærlig beslutning i mødet mellem principper, realisme og den verden, vi har, i stedet for den verden, jeg drømmer om.