Vi vælger politikere, ikke borgmestre
Lokaldemokratiet har måske brug for en tænkepause.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det har skabt kritik, at fordelingen af posterne efter kommunalvalget har ført til lettere kaotiske forløb i nogle kommuner. Et tema i mange kritiske indlæg har været, at det er udemokratisk, at den med flest personlige stemmer ikke blev borgmester. Det kaldes udemokratisk, fordi politikerne efter kritikernes opfattelse ikke har lyttet til vælgernes ønsker om ændringer i det lokale styre.
Det lyder besnærende, men er efter min mening helt uholdbart og i strid med gældende love for det kommunale styre. Fordelingen af posterne bør ikke basere sig på en folkestemning. Her kræves der regler, som klart fastslår, hvordan de optalte stemmer skal omsættes til mandater, og på det grundlag kan de valgte repræsentanter forhandle om fordelingen af de mange poster, herunder borgmesterposten.
Mange har åbenbart den opfattelse, at kommunalvalget er en afstemning om, hvem der skal være borgmester. Det er helt misforstået, men måske forståeligt, fordi medierne før, under og især efter valget har primært fokus på, hvem der bliver borgmester. Det ville være helt uholdbart, hvis vælgerne skulle stemme direkte om, hvem der skal være borgmester på basis af personlige stemmer. Et eksempel: I Region Østdanmark fik Pia Kjærsgaard ca. 99.000 stemmer, fire gange så mange som Lars Gaardhøj, der blev regionsrådsformand. Det gjorde han, fordi han kunne forhandle sig frem til et flertal af mandater bag sig. Formanden for regionen og borgmesteren for kommunen skal selvsagt have et flertal bag sig for at kunne fungere og ikke bare i fire år kunne henvise til mange personlige stemmer.
Men er der så slet ikke noget at gøre for at undgå de uheldige forløb, som flere med rette påpeger svækker vælgernes tillid til politikerne. Jo, man bør indføre en karensperiode, før en konstitueringsaftale kan meldes offentligt ud.
Som det er nu, føres der forhandlinger på valgnatten mellem trætte og udkørte politikere baseret på den foreløbige fordeling af mandaterne. Medierne tripper for at kunne bringe historien om, hvem der blev borgmester, og det har så i flere tilfælde vist sig at være forhaste. Med en karensperiode vil de reelle forhandlinger kunne afvente fintællingen. Endvidere vil de kunne basere sig på de personer, der rent faktisk er valgt.
Det er ikke realistisk at forhindre forhandlinger og sonderinger, men en karensperiode på f.eks. tre dage, før politikerne kan melde en konstitueringsaftale ud, vil øge chancen for, at vi ikke ser mellemresultater, som giver medierne anledning til at formidle et billede af kaos.
En karensperiode vil også give bedre tid til at forhandle om den retning, flertallet mener, at kommunen skal bevæge sig. Det er en vigtig del af konstitueringsaftalerne, som ofte får for lidt opmærksomhed, både i forhandlingerne og medierne. Jo mere afklaret på det punkt, jo større er chancen for, at vælgerne kan få et indtryk af, hvad de valgte repræsentanter har tænkt sig at bruge mandaterne til. Og det er vel kernen i det lokale demokrati.