Den giver os det, vi mangler: Unge kvinder har brug for konservatismen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

At være i starten af 20’erne, kvinde og konservativ er for mange et paradoks. Ungdommen forventes at være grænseløs, international og spontan. I mange unges øjne er konservative nogle ældre herrer med stive frisurer, korslagte arme og en kærlighed til orden, flag og fortid. Kort sagt alt det, en ung kvinde ikke burde være. Men netop unge kvinder har brug for konservatismen – og for modet til at bekende kulør trods venstrefløjens udskamning.

Når jævnaldrende hører, at vi er konservative, er vi tit blevet mødt med medlidenhed, særligt fra andre kvinder. De forestiller sig, at vi må være ofre for en undertrykkende ideologi, der vil skubbe kvinder tilbage til køkkenets lænker og et liv som fødemaskiner.

Men vi er ikke undertrykte. Tværtimod. Konservatismen anerkender, at familie, ansvar og forpligtelse ikke er lænker, men værdier, der gør livet meningsfuldt. I en tid, hvor unge i høj grad sendes ud i verden for at “finde sig selv” i et evigt selvrealiseringsprojekt, tilbyder konservatismen det, mange længes efter: en ramme, en retning og et ideal for det gode liv.

Som Kasper Støvring formulerede det i Berlingske i et indlæg om den voksende konservative tilslutning blandt mænd: »Venstrefløjen tilbyder udskamning og tomhed. Konservatismen tilbyder formål, dyd og fællesskab.«

Og det er præcis det, vi tror, kvinder også har savnet.

Men måske er der tegn på forandring. Det er der i hvert fald noget, der tyder på. En ny undersøgelse, The Nordic Women Report fra Aller Media, viser, at hver fjerde unge kvinde mellem 18 og 29 i Danmark har en hemmelig drøm om en mandlig forsørger og muligheden for at prioritere kernefamilien og måske endda være hjemmegående.

Det burde ikke være en “hemmelighed” at have borgerlige drømme. At vælge at være hjemmegående er ikke kvindeundertrykkende. Vi mener, det er et valg, der kræver respekt. Vi tror på, at det at forpligte sig til en mand, til børn, til et fællesskab er vigtigere end at jagte endeløs individualisering.

Vi oplever, at mange unge føler et stærkt pres for at rette ind efter den politiske korrekthed. Derfor kommer det ofte som en overraskelse – og for nogle næsten som en provokation – når vi siger, at vi ikke er fjerdebølgefeminister, at vi ikke tilslutter os LGBTQ+-bevægelsen, at vi ikke er woke, at vi ikke støtter klimaaktivismens dommedagsretorik, og at vi ikke ønsker et samfund, hvor alt og alle skal rummes i et multikulturelt samfund. Det er dagsordner sat på venstrefløjens præmisser, i toner, der spiller helt falsk i vores ører.

Men da vi var yngre, fulgte vi fuldstændig deres præmisser. Vi troede, vi var woke. Vi troede, Greta Thunberg var forbilledet. Og vi troede, at der eksisterede 100 forskellige køn. For den ene af os gik det så vidt, at pinligheden over en valgtest, der viste stor enighed med De Konservative og Nye Borgerlige, endte med en indmeldelse i et venstreorienteret ungdomsparti. Det varede dog kun kort, for i virkeligheden var vi bare to unge piger, der ikke turde mene det “forkerte”.

Det intersektionelle miljø er verdensmester i at udskamme enhver, der afviger en millimeter fra deres egne holdninger. Deres kampplads er især de sociale medier, hvor mange børn færdes og påvirkes, når de ser den hårde fordømmelse af alle, der tænker anderledes end de intersektionelle selv.

Konservatismen giver os det, vores generation mangler mest. Ikke flere flydende identiteter og nye -ismer, men noget solidt at stå på. Et fællesskab og et værdigrundlag, man kan bygge et liv på. Vi håber især, at flere unge kvinder tør se, at der findes et alternativ til den fortælling, der i alt for lang tid er blevet præsenteret som den eneste rigtige.

Og måske er det netop os unge konservative, der skal minde vores generation om, at borgerlige værdier ikke tilhører fortiden – men fremtiden.