Når magthavere afskaffer gennemsigtigheden, afskaffer de demokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi har et demokratisk problem. Når ministre undlader at svare Folketinget, når aktindsigter afslører vildledning, og når beslutninger træffes bag lukkede døre, slår demokratiet sprækker.

Siden grundloven har gennemsigtighed og magtens deling været bærende principper, men i dag er den balance under pres.

Magtens tredeling indebærer, at Folketinget kan kontrollere regeringen. Det kræver adgang til viden om regeringens beslutninger, hvordan de træffes og på hvilket grundlag. Alligevel oplever vi i Alternativet stadig oftere, at Folketingets adgang til viden i netop dette begrænses.

Lovgivning behandles på kort tid, væsentlige beslutninger forhandles bag lukkede døre, og ministerier kan reelt tilbageholde oplysninger.

Offentlighedsloven, der skulle sikre åbenhed, har i mere end 10 år gjort det lettere at skjule centrale dokumenter.

Folketingets kontrol af regeringen sker blandt andet ved paragraf 20-spørgsmål og udvalgsspørgsmål, som skal gøre ministeriernes viden tilgængelig for både Folketinget og offentligheden.

Men værktøjerne undermineres. I september oplevede jeg, at Forsvarsministeriet ikke havde besvaret 14 af 17 spørgsmål til tiden. Samtidig svares der ofte ufuldstændigt på de skriftlige spørgsmål, som vi stiller ministeren.

Det så vi i sagen om Forsvarets overflyvninger med kampfly under Folkemødet. Vi frygtede, at Forsvaret blev brugt til partipolitiske formål.

Derfor spurgte Franciska Rosenkilde ind til sagen i et udvalgsspørgsmål. Forsvarsministeren afviste politisk involvering, men et dokument sendt til Berlingske viste dog, at hans nærmeste rådgivere var tæt involveret i koordineringen af overflyvningerne. Dermed udelod ministeren meget centrale aspekter i sit svar. I bedste fald var svaret mangelfuldt, og i værste fald har han givet urigtige oplysninger til Folketinget.

Også i minksagen så vi, hvordan regeringen fastholdt, at alle muligheder for genskabelse af slettede sms’er var udtømte, selv om Center for Cybersikkerhed beskrev metoder, der aldrig blev afprøvet.

Problemet er ikke enkeltstående sager, men en kultur, hvor embedsværket prioriterer at beskytte ministeren frem for at sikre åbenhed. Det illustrerer et strukturelt problem, hvor Folketinget i praksis får mindre og mindre indsigt i regeringens beslutninger.

Magtudredningens seneste rapport dokumenterer, at magtbalancen er forskudt. Lovgivningsarbejdet flyttes væk fra Folketingets udvalg og ind i lukkede forligskredse og ministerkontorer. Når beslutninger i praksis træffes før Folketingets behandling, svækkes både den offentlige debat og Folketingets mulighed for at forbedre lovforslag.

Når tekniske analyser og rådgivningsnotater ikke er offentligt tilgængelige, bliver Folketingets kontrolværktøjer endnu vigtigere. Derfor er det dybt kritisabelt, at netop disse værktøjer ikke virker efter hensigten.

I Alternativet mener vi, at tiden er inde til at drøfte en åbenhedskultur, hvor gennemsigtighed er udgangspunktet og ikke undtagelsen. Folketinget skal have reel adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at udføre kontrol, og den politiske gennemsigtighed skal styrkes i regeringen.

Når Folketinget ikke kan kontrollere regeringen effektivt, bliver demokratiet skrøbeligt. Borgerne mister muligheden for at følge beslutningsprocesser og vurdere politiske valg på et oplyst grundlag. Det handler ikke om mistillid til enkelte ministerier, men om at genoprette det system, som grundloven skulle sikre, nemlig et folkestyre, hvor magten deles, og hvor gennemsigtighed er en selvfølge.

Hvis vi ikke kan få ordentlige svar og forstå de beslutninger, regeringen træffer, risikerer vi at stå med et folkestyre, der vender ryggen til det folk, det skulle stå på skuldrene af.