Kontinuitet redder liv – men hvem redder de mest sårbare?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dansk forskning viser, at borgere med betydelige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser dør op til 20 år tidligere end den øvrige befolkning.

En afgørende faktor for levetiden er, at kroniske sygdomme opdages og behandles tidligt. Men sygdomsopsporing bliver vanskelig, når opgaven ligger hos mange og skiftende læger. Når borgere med funktionsnedsættelser skifter læge langt oftere end baggrundsbefolkningen, er det ikke kun et problem – det er et svigt.

Et nyt registerstudie dokumenterer, at borgere på botilbud ser markant flere forskellige praktiserende læger end resten af befolkningen. Over en fjerdedel har kontakt til to eller flere lægeklinikker på ét år.

Det lyder som en bagatel, men det er det ikke. Kontinuitet i almen praksis skaber relation, tillid og viden om patientens helhedssituation. Når kontinuiteten forsvinder, stiger risikoen for fejl, fragmenteret behandling og flere indlæggelser.

Studiet viser, at borgere på botilbud med manglende kontinuitet ikke bare har flere lægekontakter – de har også mere sygdom: Op mod 27 pct. har hjerte-kar-sygdom, og forekomsten af diabetes og lungesygdomme er markant højere end hos borgere med stabil lægekontakt. Samtidig har de hyppigere kontakt til lægevagten og hospitalet. Det afspejler et sundhedssystem, der ikke formår at tage hånd om dem, der har mest brug for hjælp.

Danmark bryster sig af lige adgang til sundhedsvæsenet, men virkeligheden er, at borgere med funktionsnedsættelse oftere møder barrierer som ulige adgang og manglende koordinering. Når relationen til den praktiserende læge brydes, mister patienten det vigtigste anker i et fragmenteret sundhedsvæsen.

Almen praksis er hjørnestenen i det danske sundhedsvæsen. Den praktiserende læge er indgangen, koordinatoren og den gennemgående person, der sikrer sammenhæng. Men kontinuiteten er under pres.

Nye organisationsformer, lægemangel og digitalisering udfordrer relationen. For borgere med funktionsnedsættelse er manglende kontinuitet ikke bare et irritationsmoment – det er symptomer, der overses, og i sidste ende kortere levetid.

Vi står midt i en sundhedsreform, der skal styrke nærhed og sammenhæng. Det er nu, vi skal insistere på, at kontinuitet i almen praksis bliver et centralt mål – især for dem med størst behov. Heldigvis findes der løsninger: Erfaringer med fast tilknyttede læger på plejehjem viser, at det øger trygheden og forebygger indlæggelser.

Men på trods af politisk opbakning til lignende ordninger på botilbud er vi langtfra i mål på dette område. Hertil viser erfaringer fra udlandet, at systematiske sundhedstjek på botilbud kan identificere uopdaget sygdom og forlænge levetiden.

En tilsvarende indsats er igangsat i Danmark, men skal implementeres mere konsekvent for virkelig at komme til at gavne mennesker med størst behov. Endelig skal vi styrke tværfaglige samarbejder mellem botilbud, kommuner og sundhedsvæsen. Mange borgere med funktionsnedsættelser lever med komplekse helbredsproblemer, der løses bedst i det tværfaglige samarbejde.

Hvis vi vil sikre lighed i sundhed, må vi handle nu. At have en funktionsnedsættelse må ikke koste de mange leveår, som det gør i dag. Det er ikke en naturlov – det er et politisk valg.