Jeg er ikke længere i tvivl: Smartphones er med til at underminere koncertoplevelsens magiske øjeblikke af menneskeligt nærvær

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lad mig starte med at lette mit hjerte: Jeg skriver dette debatindlæg på både vrede og frustration.

Jeg har nemlig været til endnu en koncert, hvor smartphones blandt publikum skæmmede og flere gange ødelagde muligheden for, at magiske øjeblikke af musik, nærvær og samhørighed kunne opstå.

Der blev bl.a. gang på gang tjekket fodboldresultater af en koncertgæst ved siden af mig – det med en fuldt oplyst skærm og ivrig deling af resultaterne med sidemakkeren, mens musikken spillede.

Der blev lagt billeder og videoer på Instagram, simultant med at bandet ellers stod på scenen og både gav ømme numre menneskeligt liv og sparkede igennem lydmuren for fuldt smadder.

Der blev også både snappet, redigeret billeder og kontinuerligt filmet lange sekvenser af koncerten.

Musikken synes blandt flere af publikummerne mere at blive oplevet gennem mobilernes små skærme end netop lige der på scenen foran os. I levende live. Nu og her.

Den ellers så smarte telefon er blevet til en skærmoplysende afledning fra musikken og en sørgelig distraktion fra at være til stede sammen med bandet, musikken og hinanden.

Det er efter min seneste koncert, at jeg altså nu farer til tasterne. For selvom den nylige koncert med Black Rebel Motorcycle Club i Den Grå Hal flere steder både rørte og rev mig med, så var de mange lysende skærme og publikums digitale adfærd hæmmende for koncertoplevelsen.

Jeg er bestemt ikke imod, at man tager et par hurtige billeder til mindebanken eller SoMe. Fred med det. Vi lever i 2025, og smartphones er en del af vores liv og fælles verden. Vi vil gerne have minderne med os. Det vil jeg også.

Min oplevelse er desværre bare, at mobiltelefonen er blevet en fast forstyrrende del af det at gå til koncert. Så meget, at det er delvist ødelægger og forringer oplevelsen.

Det sociale og solidariske rum til koncerter synes at være i forfald. For hvor er respekten for både musikerne på scenen og det publikum, man indgår som en del af?

I stedet trækkes telefonen konstant frem som en digital sutteklud. Er vi blevet bange for nuet? For at mærke os selv og for at være en del af en fælles oplevelse? Er vi ganske enkelt blevet mere egoistiske?

Ret skal dog være ret. Det er ikke alle blandt publikum, der har et usundt forhold til smartphones, når bandet er gået på scenen for at skabe musikalsk magi i forening med publikum.

Jeg stod selv helt oppe foran til koncerten med netop Black Rebel Motorcycle Club. Man skulle så tro, at når man fik serveret musikken lige op i ansigtet som her, at publikum ville lade smartphones ligge og i stedet opleve bandet i kød og blod. Det var ikke tilfældet.

Lad mig end ikke begynde på en diskussion om folks påtrængende hang til at storsnakke højlydt, selvom koncerten er i fuld gang. Lad mig derimod afslutningsvist citere Black Rebel Motorcycle Clubs nummer ”Open Invitation”, som de spillede både sart og smukt til koncerten, hvor ordene ironisk nok lyder: »And we may never be here again.«

Nej, vi kommer ikke til at stå til netop den koncert igen. Til musikken og med bandet i det øjeblik. Så glem smartphones, fodboldresultater og SoMe, mens koncerten står på.

Vi skal turde at lade os rive med og mærke nuet. Vi skal holde fast i at kunne glemme alt andet end netop øjeblikket. For taber vi først den egenskab, så mister vi også en vigtig del af os selv som mennesker. Nemlig det at kunne mærke og være til stede i livets ellers flygtige øjeblikke af samhørighed.

Jeg er ikke længere i tvivl: Smartphones er med til at underminere koncertoplevelsens magiske øjeblikke af menneskeligt nærvær.