Når nyhederne bliver vores liv, glemmer vi, hvor vores tilstedeværelse egentlig har værdi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden første gang jeg oddsede som 11-årig på tankstationen med min papbror, har jeg bemærket en besynderlig tendens: Jeg føler, at min chance for at vinde stiger, hvis jeg ser den kamp, jeg har spillet på. Som om mit blik fra sofaen påvirker en kamp tusinder af kilometer væk.

Psykologer har sikkert et ord for det, men det er ikke ordet, der interesserer mig. Det er, at jeg genkender den samme mekanisme i mig selv, når jeg følger nyhederne som voksen. Den samme irrationelle følelse af, at så længe jeg følger med, går verden ikke helt galt. At min opmærksomhed giver mig en følelse af kontrol.

Det er også derfor, jeg fik tanken: Skyldes vores tids næsten maniske behov for at være foran vores nyhedsfeed, at vi herigennem oplever en sær følelse af, at vores opmærksomhed er med til at påvirke verdensforløbet?

Så længe vi bare følger med, så går tingene ikke helt skævt. Deler vi en uudtalt kollektiv overvurdering af vigtigheden af, at vi følger med i alt, hvad der sker derude? Og for så vidt vigtigheden af vores egen rolle og magt til at påvirke denne verden?

Det lyder måske åndssvagt. Men er alternativet ikke endnu mere absurd? At vi bruger så meget tid på begivenheder, vi ikke har nogen indflydelse på, og som alligevel fylder vores dage, vores samtaler og vores nervesystem. Hvis vi ikke lider under denne lille selvbedragsmekanisme, hvad siger det så om os, at vi bruger så meget tid på nyheder, vi aldrig kommer i kontakt med? Tid, vi kunne bruge på ting, vi faktisk kunne have indflydelse på: naboer, vi kunne banke på hos, venner, vi glemmer, mennesker i bussen, hvis blikke vi undgår, mens vi scroller.

Vi lever i en globaliseret tidsalder og er som fælles beboere på denne blå planet i yderste potens bundet til en fælles skæbne. Men dette bånd er på alle mærkbare områder dybt teoretisk og mest af alt en poetisk påmindelse frem for en meningsfuld erfaring. Vi er først og fremmest, hvor vi er, med det og dem, der udgør det nære, hvor vores nu udspiller sig.

Og når vi som individer besidder en begrænset mængde energi, koncentration og følelsesmæssig kapacitet, hvad er så i virkeligheden rationalet bag at bruge så enorme mængder tid på breaking news og dramatiske begivenheder, vi aldrig kommer i direkte berøring med?

Jeg ønsker ikke at negligere vigtigheden af et sultende barn i Gaza eller en bombet by i Sudan. Jeg ønsker kun at være ærlig om min egen manglende evne til at påvirke det. Først når vi kender vores begrænsninger, kan vi kende de steder, hvor vi faktisk kan gøre noget.

Hvis vi tror, vi “gør noget” alene ved at følge med, risikerer vi at overse de muligheder, hvor vi faktisk kan gøre en forskel: en donation, frivilligt arbejde, politisk pres. Eller erkendelsen af, at vi ingen reel mulighed har for at påvirke en given situation. Det kan lyde som en egoistisk resignation, men er det i grunden det?

Kan det ikke lige så vel være den eneste måde, vi som mennesker undgår at udbrede vores bevidsthed som en ukrudtsbrand, indtil den ikke er i stand til at samle sig om noget som helst? Fordele vores energi i en grad, så ingen nyder gavn af den?

Jeg ønsker ikke at abonnere på eller sprede en Dansk Folkeparti-lignende næstekærlighedsforståelse, hvor min næste kun er min geografisk nærmeste. Det handler ikke om, at det, der sker uden for min påvirkningssfære, er mere eller mindre vigtigt end det, der sker tæt på. Det handler om, at det vigtigste må være at forstå, hvad jeg faktisk kan gøre noget ved – og så gøre det.

Når vi bruger timer hver dag på Gaza-opdateringer, klimatopmøder, optakter til globale møder eller interne amerikanske konflikter, så sker der noget: Vi forvandler verdens begivenheder til brikker i vores egen selvfortælling. Vi former vores egen fortælling på baggrund af disse begivenheder frem for at træde frem og være med til at forme virkeligheden omkring os.

Derfor opstår absurde dilemmaer som: Er det moralsk forkert, at vi fokuserer så meget mere på Gaza end Sudan? Og hvad med de internerede uighur-muslimer i Kina eller massedrabene på kristne i Nigeria – hvorfor fokuserer vi ikke mere på dem?

Men under alle disse diskussioner ligger et tavst, ubehageligt spørgsmål: Hvilken forskel gør det egentlig, om vi har fokus på det ene eller det andet? Og hvilken forskel gør vi ved at følge med?

Personligt har jeg ikke ændret udfaldet af amerikansk politik. Jeg har ikke reddet ét eneste barn i Gaza. Men den tid, jeg har brugt på illusionen om at være en del af begivenhederne, har måske forhindret mig i at hjælpe et menneske, hvor jeg faktisk var. Alene et skifte imod et mere eurocentrisk perspektiv ville være enormt meningsfuldt, når det kommer til udviklinger, der både vedrører os, og som vi måske er i stand til at røre med vores indflydelse.

Jeg mener endda, at man kan diskutere, om vi ikke begår en strategisk og dels etisk fejl, når vi vægter at holde os opdateret på nyheder i Mellemøsten eller USA og negligerer at sætte os ind i, hvad der eksempelvis foregår i EU. Det gælder både os som borgere og de nyhedskanaler, der former tidens tendenser.

Jeg forstår godt, at jeg skærer ukomfortabelt tæt på sårbare arterier i tidens SoMe-aktivitet og det aktuelle medielandskab med disse ytringer.

Vores opmærksomhedsøkonomi er langt hen ad vejen bundet op på illusionen om vores opmærksomheds værdi, og denne opmærksomhed er stærkest, hvor nyhederne er mest spektakulære.

Jeg anerkender samtidig fuldt ud, at særligt i en globaliseret tidsalder som vores er den oplysende funktion i den globale nyhedsstrøm væsentlig. Især i forhold til eksempelvis krigen i Ukraine eller humanitære kriser, hvor indsigten i disse spørgsmål kan være relevant i vores holdning til danske og europæiske spørgsmål og politiske problemstillinger, vi må forventes at tage stilling til som borgere i Danmark og Europa.

Omvendt ved vi vel allesammen godt, at vores engagement i klodens evige strøm af nyheder stikker langt dybere end vores moralske forpligtelse. Derfor vender jeg tilbage til følelsen, jeg har haft, siden første gang jeg oddsede: at mine øjne alene har indflydelse på kampens udfald.

For måske er det netop dér, det moderne menneske bliver mest afsløret: i vores inderlige trang til hele tiden at stå i forbindelse med verden, som om forbindelsen i sig selv er en form for handling. Som om vores opmærksomhed er et bidrag i sig selv.

Så sidder vi der, spændt ud mellem en verden, der altid rører på sig, men som vi sjældent kan røre ved, og på den anden side en nær virkelighed, som kalder på os, men som vi i stigende grad glemmer at svare, når den kalder.

Selvom de fleste af os formentlig allerede ved det, tror jeg, vi har gavn af at blive mindet om, at vores mulighed for at gøre en egentlig forskel som regel er langt større, hvor vi er. For imens verdens tragedier fortjener vores empati, kræver vores egentlige liv vores tilstedeværelse, og det moderne menneske risikerer at glemme forskellen, når det overvurderer sin rolle i det fjerne og glemmer sit ansvar i det nære.