Skru ned for skærmen og op for musikken

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvad lavede du som barn i din fritid? Er du født efter årtusindskiftet, vil svaret i en eller anden udstrækning nok indeholde digitale aktiviteter. Er du som os vokset op, før internettet indtog barndommen, vil svaret være et andet. Vi måtte fylde tiden med det, man i dag vil betegne som analoge aktiviteter: rundbold i gården, bøger og blade, gå til sport, spejder og porcelænsmaling.

Selv brugte vi masser af tid på at spille musik. Ikke fordi vi kommer fra hjem med klaver – tværtimod – men fordi vi i skolen hvert år fik musikskolens imponerende katalog, hvor man for et symbolsk beløb kunne vælge undervisning. Ejede man ikke selv et instrument, kunne man låne et. Nok var det ”fattig-firserne”, men til gengæld var det kommunale musiktilbud rigt.

Vi tog for os af dette tag selv-bord og kastede vores kærlighed på hhv. trompeten og tværfløjten. Og efter nogle års undervisning blev vi så inviteret med i den kommunale musikskoles harmoniorkester. Her tilbragte vi i årevis hver torsdag aften med at spille klassisk musik.

Små 30 år senere krydsede vores veje tilfældigvis igen, og mødet som voksne satte gang i refleksionerne over, hvor meget musik og sammenspil gav os som børn – og hvor meget der netop nu er brug for at give børn samme fritidstilbud.

For det at spille på et instrument og at spille sammen med andre var et nyt og energigivende miljø, vi blev inviteret ind i. Det var rart at kunne træde ind i en verden, der ikke havde noget med skolen at gøre og at få kammerater, der ligesom os havde interesse for at spille musik. For det kan godt være, at dem i skolen mente, at klassisk musik var nørdet, men sådan var det ikke her. I orkestret kunne man parkere mange af de statussymboler og sociale spilleregler, der gjorde sig gældende i klasseværelset. Det var på den måde også et fællesskab, der gav adgang til en anden rolle og identitet. Som barn har man indimellem brug for det.

Fællesskabet opstod også i kraft af det samarbejde, som et orkester er. Musikken lyder kun godt, når alle har øvet, arbejder sammen og lytter efter hinanden. Vi lærte, at alle instrumenter var lige vigtige for helheden. Det var før ”X-Factor”, YouTube og TikTok, og vi var mere frie fra at skulle være unikke og skille os ud, end det er tilfældet for børn og unge i dag.

Musikken, vi spillede i orkestret, var ofte både vanskelig og ikke ligefrem ørehængere. Musikken gjorde modstand, men vi lærte at holde ved – og fik lov at opleve at blive bedre. Det var selvfølgelig ikke noget, vi gik og tænkte over: at den slags fællesskaber, hvor man sammen med andre udøver en fritidsaktivitet, man kan lide, er noget, der bidrager til, at man har det godt. Set i bakspejlet er det dog netop sådan, det var: Musikudøvelsen var ”trivselsvitaminer” for os.

I dag ved vi mere om, hvad ingredienserne i det gode børneliv er, og således er det da også en af Trivselskommissionens anbefalinger, at alle børn bør have en selvvalgt fritidsaktivitet sammen med andre. Fællesskaber, der kan være et frirum, og hvor man kan fordybe sig og udvikles både personligt og socialt. Kommissionen fremhæver fællesskaber, der har en fysisk karakter, såsom idræt, rollespil, billedkunst eller musik. Altså: op fra sofaen, ud ad døren og møde andre in real life!

Det er ikke så vigtigt, hvad man fordyber sig i, skriver de – men en anden anbefaling er, at flere børn og unge skal i berøring med kunst og kultur, bl.a. fordi det kan »give oplevelsen af at være en del af noget større« – og netop sådan husker vi orkestertiden.

Men interessen for at spille et instrument har i mange år desværre været dalende. Mange musik- og kulturskoler gør et stort arbejde for at udtænke nye måder til at invitere børn ind i musikkens verden på. Alligevel har musikskolerne i en lang årrække oplevet et faldende elevtal i konkurrencen med det digitale livs mere lettilgængelige aktiviteter, hvor man vænnes til ikke at møde modstand.

Og selvom nogle kommuner prioriterer et moderat prisleje, er det at gå til musikundervisning blevet en luksusaktivitet, der kræver økonomisk overskud. Havde det samme været tilfældet, da vi selv var børn, var hverken trompet, tværfløjte eller den klassiske musik kommet inden for døren.

Vi selv fik en kæmpe gave – og en direkte overførsel af kulturel kapital – foræret af velfærdsstaten. En gave, som i dag desværre ikke længere er tilgængelig for alle. Vi greb den selvfølgelig, fordi tiden også var en anden. Skolen krævede mindre, og onlinelivet var ikkeeksisterende.

I dag er billedet vendt om: Skolegangen kræver mere, og børns fritid er godt fyldt op af online-livet og sociale medier. Så meget, at mange børn nu selv ønsker at bruge mindre tid online. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for DR Ultra og ON. Her oplever 4 af 10 børn mellem 9-14 år, at de er for meget på mobilen, og 5 af 10 har overvejet at bruge mindre tid på skærmen.

Det får de nu hjælp til fremover af regeringens nye aftale om forbud af sociale medier til børn under 15 år. Noget, der nok vil glæde mange forældre og være en hjælp til at mindske skærmtid, men samtidig også skabe en ny udfordring: for hvordan får vi indført nye vaner og guidet børn i retning af gode offline-interesser? Givet dem lyst til de ”gammeldags” analoge aktiviteter?

Vi mener, at netop musikskolerne rummer et stort potentiale for dette og er et oplagt sted at begynde at omsætte nogle af Trivselskommissionens anbefalinger til mere konkrete indsatser. SoMe-forbuddet er en gylden mulighed for at puste nyt liv i musikudøvelse som fritidsaktivitet såvel som en mulighed for at vise børn vejen ind i kunsten og kulturen. Men det kræver en stor indsats at gøre den type fritidsaktiviteter mere attraktive for børn.

Og nej, det bør ikke være endnu en opgave for forældre, men derimod for velfærdsstaten. Musikundervisningen er nemlig nødt til igen at gøres til en aktivitet, alle familier har råd til at vælge til. Lad os derfor få gang i en kollektiv samtale om, hvordan vi som samfund kan få skruet op for musikken i børns og unges liv!