Lokal beskæftigelsesindsats nytter intet, når den savner retning og efteruddannelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Folketinget har vedtaget en ny organisering af beskæftigelsesindsatsen med stor vægt på besparelser og decentralisering.

Det kan mange måske sige meget positivt om. Men desværre er vi tilbage til en tid med meget ineffektivitet i indsatsen.

Derimod er det meget velgørende at læse den nye rapport “Den tillidsvalgte anno 2024 – sammenfattende rapport” fra Faos, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, ved Københavns Universitet.

Den viser, at der er en fremtid for de danske lønmodtagere, hvis de vel at mærke organiserer sig. Og det gælder ikke mindst i den private sektor, hvor organisationsprocenten er under 50. I den offentlige sektor ser det mindre kritisk ud, men dog ildevarslende.

Rapporten berører ikke den beskæftigelsespolitiske udvikling på Christiansborg. Den synes at gå i en anden retning. Hvad der har trukket tænder ud på den faglige organisering, har det seneste forlig fra foråret 2025, som er gældende fra den 1. august 2025, dokumenteret.

For det første betyder en decentralisering af det beskæftigelsespolitiske ansvar til de 98 kommunale enheder reelt en afvikling af den offentlige virksomhedsservicering.

Mest ekstremt er det på Sjælland, hvor virksomhederne i københavnsområdet i udstrakt grad rekrutterer arbejdskraft fra. Her giver en vidtrækkende decentralisering med lokalt ansvar og beslutningskraft overhovedet ikke mening.

Og hvor er der en relevant beskæftigelsesindsats, der kan matche store brancher i den private sektor, som mislykkes med at rekruttere arbejdskraft? Som JP skrev den 20. november 2025, er rekrutteringen forgæves i de mest ramte brancher på arbejdsmarkedet hver tredje gang. For bygge- og anlægsbranchen samt handelsbranchen gælder det ca. 30 pct. af gangene. Det betyder mistede ordrer og markedsandele, og hvor der bruges mange unødige kræfter på igen og igen at skaffe arbejdskraft frem for at bruge ressourcerne på at skabe værdi og indtjening.

For det andet ignorerer det vedtagne lovforslag, at virksomhedernes beskæftigelse på sigt er truet af en manglende organiseringsgrad, især i den private sektor og på grund af megen udenlandsk arbejdskraft. Det ser man helt bort fra, idet man lader som om, at alt er ved det gamle.

For det tredje ser man bort fra de svageste grupper på arbejdsmarkedet. Det betyder tilsyneladende heller ikke noget for aktørerne, at arbejdsmarkedsuddannelserne (amu) er ved at dø ud.

Netop amu er også til for at komme dem i møde, som ikke fik taget en uddannelse i tide. Faktisk parkerer man de svageste solidt allerbagest, i og med de til forskel fra nu er stillet en årlig samtale i udsigt. Sat på spidsen kan man sige, at de svageste lønarbejdere bidrager mest til besparelsen. Og den eksplosive stigning i tildelte førtidspensioner under 40 år har risiko for at fortsætte med store tab for borgerne og samfundet til følge.

Lønmodtagernes evne til at spille med i teknologiudviklingen må styrkes. Det betyder, at alle lønmodtagere skal have et reelt tilbud om at udbygge deres kvalifikationer. Ellers kommer de til kort, og virksomhederne vil være tilbøjelige til hellere at satse på fremmed arbejdskraft. En udvikling med den nuværende fødselsrate, der i øvrigt snart vil komme af sig selv.

Vi har slet ikke råd til at satse på udenlandsk arbejdskraft alene. Allerede i dag udgør udlændinge knap 15 pct. af den danske arbejdsstyrke. Vi må derimod satse på alle tilgængelige ressourcer. Også af socialpolitiske grunde. Det er en retfærdighedshandling, at alle kommer med.

Derfor må Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening sætte alle sejl til for at mobilisere de tilgængelige ressourcer, så alle lønmodtagere potentielt kan deltage i kvalifikationsfremmende aktiviteter.

Hvad skal der så gøres? Vi foreslår følgende tiltag:

1. I Danmark er 82 pct. af lønmodtagerne omfattet af en kollektiv overenskomst. De fleste af de større virksomheder er omfattet. Men hvad med de små og mellemstore? Vi foreslår, at de bliver omfattet af statistikken. Fagbevægelsen må rejse krav om, at de kommer med.

2. I de seneste år har vi set amu-uddannelserne sygne hen. Det er helt forkert. Tværtimod er der behov for, at alle – og ikke mindst de kortest uddannede – kommer i gang med efteruddannelse. Ellers bidrager man til en polarisering af den danske arbejdsstyrke, som vi bryster os af ikke har været tilfældet. Vi foreslår derfor, at der bliver sat mål op for hver enkelt faggruppe i den enkelte virksomhed.

3. Tillidsmændenes aktiviteter udmærker sig ved næsten udelukkende at handle om faglige og økonomiske spørgsmål – og i mindre grad om kompetenceudvikling og efteruddannelse. Det er på tide, at evnen til at fastholde og udvikle sin arbejdsplads kompetencemæssigt bliver sat i centrum. Derfor må der ske en markant forandring af tillidsmandshvervet over mod at sikre medlemmernes – de arbejdendes – duelighed i en verden, hvor jobbet hele tiden forandres.

For at imødese disse krav må der ske en fuldstændig forandring i prioriteringen af det faglige arbejde på arbejdspladsniveau – fra at det lønmæssige, arbejdsmiljømæssige og økonomiske er det eneste til også at have et syn på på kompetenceudviklingen og efteruddannelsens værdi som betingelse for overhovedet at være til stede på arbejdsmarkedet.

Der må tilsvarende ske en forskningsmæssig dokumentation for, at kompetenceudvikling og efteruddannelse i praksis skaber merværdi i virksomhederne.

Dertil kommer, at kompetenceudviklingen er forudsætningen for, at man kan følge med i arbejdspladsens udvikling. Eksempelvis går it- og teknologiudviklingen så rasende stærkt, at forudsætningen for at følge med tiden handler om, at medarbejderne hele tiden får de rette kompetencer.

Endelig er det sådan, at hvis man vil følge med i arbejdspladsernes og samfundets udvikling, er der ingen vej uden om, at vidensniveauet højnes for alle. Det er lysende klart, at demokratiets fremtid afhænger af, at kommende medarbejdere forsynes med kompetencer til at begå sig på arbejdspladsen og i samfundet i øvrigt.

Fagbevægelsen må alt i alt satse meget stærkere på kompetenceudvikling i virksomhederne. Den lokale oprustning må have en retning. Og rekrutteringsindsatsen skal understøttes beskæftigelsespolitisk med en effektiv landspolitisk indsats på tværs af kommunegrænserne. Og så må man gå efter en betydelig koordinering på centralt niveau. Ellers bliver man kørt bagud og mister i hobetal af medlemmer.

Derfor er der brug for centrale rammer for en effektiv rekrutteringsindsats og behov for mere fokus på kompetenceudvikling og efteruddannelse i de danske virksomheder.