Jeg skal på arbejde – hvem ammer mit barn?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvordan skal ammende sygeplejersker kunne følge ammevejledningerne, når den nye barselslov fratager mødre fleksibilitet, og arbejdskulturen udfordrer amningen?

Vi kender den sundhedsmæssige betydning af amning for både barn og mor. Alligevel ser vi, at systemet gør det svært og nærmest umuligt at efterleve de klare anbefalinger.

Sundhedsstyrelsen (SST) og WHO anbefaler fuldamning i seks måneder, hvor SST efterfølgende anbefaler delvis amning op til 12 måneder, mens WHO anbefaler op til 24 måneder eller længere, hvis mor og barn trives med det.

Men i praksis gør den nye barselslov det svært at fortsætte amningen, da den har øremærket orlov til far og dermed frataget mor fleksibilitet. Det er således ikke længere familiens eget valg, om man ønsker at stoppe amning, men det kan for flere blive en nødvendighed for, at hverdagen kan hænge sammen – også økonomisk.

Den nye barselslov kombineres med en arbejdskultur, som for sundhedspersonale er præget af svære udfordringer. For hvordan skal man som sygeplejerske kunne passe sit arbejde og indgå i treholdsskift, men stadig kunne give sit barn den næring, som myndighederne anbefaler?

I en travl hverdag, uden faste pauser, mangel på personale og vagter, der strækker sig over dag, aften og nat, er det svært at finde den tid og ro, som udmalkning kræver.

Når mødrene skal tilbage på arbejde i uniformen og er væk otte-ni timer dagligt, vil mælkeproduktionen uvægerligt falde, og man risikerer, at amningen stopper helt. Det sker ikke, fordi mødrene ønsker det, men fordi systemet er indrettet, så det modarbejder dem. Amningen bliver et offer for arbejdskulturen.

En sygeplejerske, som lige er kommet tilbage fra barsel, fortalte, at hendes amning nærmest er gået i sig selv efter fire dage med dagvagt og faldt fra seks amninger dagligt til kun to amninger om dagen på en uge.

Når vi ikke skaber rum til amning, svigter vi både sundheden og ligestillingen. Det bør ikke være vores samfundsstruktur, der afgør, hvornår amningen potentielt skal slutte.

Vi må spørge os selv, om vi kan tillade os at forvente, at ammende kan have aften- og nattevagter, og om udmalkning skal foregå på afdelingens toilet, i personalestuen, eller hvor der nu lige er plads. Amningen skal ikke ofres på grund af uhensigtsmæssige arbejdsforhold.

Der er et akut behov for, at der tages politisk og ledelsesmæssigt ansvar for at skabe bedre rammer for ammende medarbejdere.

Vi mangler, at afdelingerne geares til sygeplejersker, der kommer tidligere tilbage fra barsel end før og derfor stadig ammer. Det kræver adgang til egnede rum, planlagte pauser, fleksibilitet i vagtplaner – og dialog om processen fra barsel og amning til arbejde.