Jeg diskuterer gerne fremtidens energi. Men ikke med frygt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som klima- og energiminister bliver jeg ofte mødt af kritik for, at alting går for langsomt. Det hænder dog også, at jeg bliver mødt af det modsatte: et ønske om, at vi stikker en kæp i hjulet på den grønne omstilling.

Det var tilfældet i Jyllands-Posten 12/11. Her slår journalist Frede Vestergaard på tromme for, at vi skal stoppe med at udvide vores produktionskapacitet for grøn strøm i Danmark. Det synes jeg er en overordentlig dårlig idé.

Selvfølgelig skal vi finde en balance, hvor vi har et stærkt energisystem med høj forsyningssikkerhed og lav CO₂-udledning – både i morgen og om 25 år. Det kræver både indsigt i vores energisystem, blik for fremtidens forbrug og evnen til at skelne forskellige fremskrivninger og prognoser fra konkrete investeringsplaner. Det halter på alle tre punkter i Vestergaards kronik, og derfor vil jeg gerne bringe et korrektiv.

Vestergaard tager udgangspunkt i et forholdsvis teknisk dokument, som han har kigget dybt ned i. Det bliver udgivet af Energistyrelsen og hedder ”Analyseforudsætninger til Energinet 2024” eller bare AF24. I sin læsning er Vestergaard kommet frem til, at Danmark sigter efter at kunne producere strøm til 185 mio. mennesker i 2050.

Men der er noget helt ved siden af i Vestergaards regnestykke.

I 2024 blev der produceret ca. 35 TWh dansk strøm. Ifølge kronikkens logik svarer det til »strøm til 22 mio. mennesker« – selvom vi jo kun er 6 mio. mennesker i Danmark. Man kunne jo så få det indtryk, at vi producerer strøm til mere end tre gange så mange mennesker, som der bor i Danmark, og at der derfor skulle være tale om en massiv overproduktion.

Men sandheden er, at selv denne elproduktion ikke var nok til at dække Danmarks forbrug, og vi skulle importere strøm fra vores nabolande.

En stor andel af vores el forbruges nemlig ikke af ”mennesker”, men af industrien, transportsektoren, datacentre mv. Derfor er Vestergaards opgørelse misvisende.

Den tager ikke højde for, hvor strømmen egentlig skal bruges henne, eller hvordan forbruget i Danmark kommer til at udvikle sig i de kommende år.

Vestergaard tager også fejl af, hvordan AF24 indgår i Danmarks energiplanlægning. Modsat hvad kronikken giver indtryk af, fungerer det ikke sådan, at Energistyrelsen sender AF24 til Energinet, som så bruger den som indkøbsseddel og går bevidstløst ud og shopper.

Energinet bruger AF i sin overordnede langsigtede udviklingsplan, men før det går i gang med et konkret udbygningsprojekt, skal der meget andet til. AF er således ikke konkrete investeringsplaner, og på den måde kan Vestergaard jo ånde lettet op.

Den største svaghed i Vestergaards argumentation er dog det, han ikke forholder sig til. Han ønsker, at vi skal bremse investeringerne i sol- og vindenergi. Men sidst jeg tjekkede, ville de fleste danskere gerne have, at der er strøm i kontakten, når de tænder for den – og gerne grøn strøm.

Derfor mangler der et troværdigt alternativ i Vestergaards argumentation. Forestiller han sig, at vi skal til at bygge store kulkraftværker igen i Danmark? At atomkraft kan trylles frem på rekordtid og på magisk vis bliver økonomisk, sundheds- og sikkerhedsmæssigt risikofrit? Eller at vi skal øge importafhængigheden af f.eks. gas fra Rusland massivt? For mig er det ikke særligt attraktive eller realistiske veje at gå.

Jeg diskuterer hjertens gerne fremtidens energisystem. Det er helt centralt for vores klimahandling, konkurrencekraft og sikkerhed.

Men debatten skal altså op på et andet niveau, end Vestergaards kronik udviser. Danmarks styrkeposition er sol og vind, og ja, selvfølgelig skal der være robusthed i systemet, så vi også kan få energi, når Solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.

Det er milliardinvesteringer, vi taler om, så debatten skal ikke baseres på skræmmebilleder, men faglige argumenter.