Kvælstofreduktioner skal opnås ansvarligt og billigst og have fokus på udvikling – ikke afvikling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den grønne trepart er globalt set et helt unikt initiativ, hvor man kombinerer en reduktion af CO₂, en stærk fødevaresektor og samtidig fremmer natur og vandmiljø. Både erhvervslivet og landbruget deler den fælles ambition og er med til at fremme de rigtige løsninger.

Folketingets partier forhandler lige nu om, hvilken kvælstofreguleringsmodel der skal tages i brug for at få udledningerne fra landbruget ned. Det er teknisk.

Men valget af model har stor betydning for arbejdspladser – særligt i de danske landdistrikter – dansk eksport og europæisk fødevareforsyningssikkerhed. Bliver det udvikling eller afvikling i det Danmark, der ligger uden for storbyernes kommunegrænser?

Lige nu er der flere modeller på forhandlingsbordet, som skal sikre, at landbruget kommer i mål med de aftalte kvælstofreduktioner. Men det er komplekse modeller. Det er vigtigt at understrege, at uanset hvilken model der bliver valgt – også den, der for nogle kan virke mest lempelig – bliver landbruget og erhvervslivet ramt med dertilhørende negative konsekvenser.

Lad os slå fast, at fødevareerhvervet kommer i mål med begge de modeller, der ligger på bordet. Derfor bør politikerne vælge den model, der er mest omkostningseffektiv og trods alt nemmest for erhvervet at implementere.

I dag er der omkring 120.000 arbejdspladser tilknyttet landbrugsproduktionen. Der er 59.000 arbejdspladser i landbruget og gartnerierne. I fødevareindustrien er 24.800 arbejdspladser direkte afhængige af dansk landbrugsproduktion, eksempelvis slagterier, mejerier og grovvarevirksomheder – og yderligere 36.400 beskæftigede arbejder i følgeerhvervene.

Særligt landdistrikterne og yderkommunerne er dybt afhængige af landbruget som vigtig drivmotor, da langt størstedelen af arbejdspladserne i hele værdikæden er beliggende i landdistrikter, som i nogle kommuner udgør op mod 17 pct. af arbejdspladserne. Desuden strømmer de unge ind på landbrugsskolerne, og det giver håb for det samlede erhverv.

Derfor er valget af model langt mere end et valg imellem tekniske tilgange. Det handler om, hvorvidt danskerne, der bor uden for storbyerne, har job at stå op til.

Når vi går fra ambition til virkelighed, er det helt afgørende, at implementeringen hviler på faglighed, proportionalitet og respekt for dem, der skal bære byrden. Vi skal udvikle landbruget og den danske fødevareindustri uden at nedlægge arbejdspladser og afvikle danske landdistrikter.

Vi opfordrer som samlet kreds derfor til, at der vælges en kvælstofreguleringsmodel, som leverer de nødvendige reduktioner så omkostningseffektivt som muligt. Det er vores vurdering, at VISA-modellen giver det bedste grundlag for at nå målene, samtidig med at den fastholder beskæftigelsen, investeringerne og fødevareindustriens råvaregrundlag.

VISA-modellen betyder også, at vi bygger videre på det store arbejde, som de mange dedikerede personer i de lokale treparter har leveret. Et arbejde baseret på respektfuld dialog og vilje til at finde fælles løsninger, selv når tingene bliver svære.

De partnerskaber har skabt tillid, sikret fremdrift og været afgørende for den brede opbakning, som den grønne omstilling hidtil har nydt. Hvis den tilgang sættes over styr, risikerer vi ikke bare at ramme erhverv og landdistrikter urimeligt hårdt, vi risikerer også at miste den folkelige støtte, som er forudsætningen for en langsigtet og bæredygtig omstilling.

Hvis vi sikrer, at grøn omstilling, økonomisk ansvarlighed og social sammenhængskraft går hånd i hånd, vil den grønne trepart blive en reel succes – ikke bare på papiret, men i virkeligheden. En succes, hvor Danmark kan vise resten af verden, hvordan grøn omstilling kan gennemføres klogt, ansvarligt og effektivt.